Juletræsgigant dropper omstridt firma

Firmaet Helper Sp. Z O.O. står til en fyreseddel fra juletræsproducenten Majland efter sag, hvor 3F har krævet 765.000 kroner i manglende løn til 38 polakker.

mbk  23.08.12 | 10:15

Majland vil stoppe samarbejdet med firmaet Helper Sp. Z O.O., som de seneste måneder ifølge 3F har leveret underbetalt arbejdskraft til planteskolen. Det oplyser direktøren for Green Team Group, som Majland er en del af, til Fagbladet 3F.

Samarbejdet er kommet i søgelyset, efter 3F har krævet 765.000 kroner i manglende løn til 38 polske medlemmer, der i juni og juli arbejdede med juletræer hos Majland som ansatte hos Helper Sp. Z O.O.

- Vi fortsætter ikke med Helper i den her sammenhæng. Effektiviteten er langt under det, vi har fået lavet tidligere. Jeg er dybt skuffet over Helper Sp. Z O.O, siger Peder Østbjerg Larsen, direktør hos Green Team Group, til Fagbladet 3F.

- De har ikke noget med os at gøre

Peder Østbjerg Larsen oplyser, at han ikke kan huske, om Majland tidligere har benyttet arbejdskraft fra Helper Sp. Z O.O. Men at parterne i år har lavet en entrepriseaftale.

- Det er rigtigt, at polakkerne har arbejdet i vores planteskole i år. Men de har ikke noget med os at gøre. Vi har ingen ejerdel i Helper Sp. Z O.O. Overhovedet ikke, siger han til Fagbladet 3F.

Direktøren oplyser, at han ikke kender til polakkernes kontrakter med Helper Z O.O. Men at han har bedt om en revisorerklæring fra Helper Z. O.O. for at få vished for, hvad firmaet har betalt de ansatte i løn.

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.