2015 blev erklæret som det internationale Jordens år (International Year of Soils) af de FN med det formål at øge bevidstheden om den grundlæggende betydning, som jorden har for menneskeheden.

Udover at forsyne os med biomasse spiller jorden en rolle i håndteringen af trusler forbundet med klimaændringer, for eksempel lagring af kulstof i jorden og minimering af afgivelse af drivhusgasser fra jorden til atmosfæren. Det betyder, at jorden spiller en helt central rolle i de løbende diskussioner om klimaændringer, aktuelt ved COP21 i Paris.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når den globale opmærksomhed på jorden reduceres igen fra nytår, vil forskere tilknyttet det EU-finansierede projekt RECARE fortsætte med at udvikle løsninger til håndtering af trusler som erosion, pakning, forurening, oversvømmelser og jordskred, ørkendannelse, tab af biodiversitet, nedgang i jordens pulje af organisk stof, saltophobning samt forsegling af jord med veje og bygninger.

Nogle af disse udfordringer er beskrevet i en række dokumentarer, som giver overblik over de vidtrækkende konsekvenser af ødelæggelsen af jorden.

Forskere fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet og ingeniører ved Agro Intelligence ApS indgår i RECARE-projektet, hvor de arbejder med en case parallelt med 16 andre RECARE-cases fordelt over Europa. I disse cases arbejdes der med løsninger som halmnedmuldning og terrasedannelse for at forhindre vanderosion og oversvømmelser, brugen af efterafgrøder for at øge jordens organiske stofindhold, plantning af træer for at fjerne giftige forureninger fra jorden. RECARE har allerede skabt et overblik over mulige midler til at imødegå de mange trusler mod jorden.

Seniorforsker Per Schjønning fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet og koordinator af RECARE-arbejdet i Danmark forklarer:

- Pakning af jorden under bearbejdningsdybde er stort set permanent. Pakningen påvirker en række økosystemydelser fra jorden, herunder udbyttet. Det fugtige klima i den nordlige del af Europa, ikke mindst Danmark, betyder, at markoperationerne ofte indebærer trafik under meget våde forhold, hvor jorden er meget modtagelig for pakning. I kombination med de meget store og tunge maskiner, der anvendes i dag, er risikoen for alvorlig skade på jorden overhængende. Den danske RECARE-gruppe samarbejder med forskerkolleger i de øvrige RECARE-deltagerlande, blandt andet om udvikling af et beslutningsstøttesystem til vurdering af risikoen for pakning ved en given trafik i marken (www.terranimo.dk). Desuden lægges der meget stor vægt på at inddrage interessenter ud over forskere i drøftelsen af mulige løsninger på pakningsproblemet. Disse omfatter landmænd, konsulenter, maskinproducenter, erhvervets interesseorganisationer, miljøorganisationer samt myndighederne. Gennem en række workshops skal udpeges de bedst mulige måder at håndtere pakningsproblemet på. De indhøstede erfaringer vil i slutningen af projektet blive indrapporteret til EU-Kommissionen med henblik på mulige tiltag til reducering af denne trussel mod jorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Professor Coen Ritsema, RECARE projektkooordinator fra Wageningen Universitet i Holland, siger:

- Mens det international jordens år lakker mod enden, er det godt at vide, at arbejdet med at beskytte jordressourcen fortsætter. Projektgruppen er engageret i at sikre løsninger, der på en praktisk og realistisk måde kan beskytte vores jord. Det internationale jordens år har øget bevidstheden om jordens centrale rolle for vores liv. Nu er der behov for, at der handles.