Flere og flere landmænd bliver energileverandører. Nye, grønne teknologier og maskinteknik tages i brug på bedrifterne og i industrien. Det skaber øget behov for dygtige sælgere, konsulenter og rådgivere. Derfor opruster man på jordbrugsteknologuddannelsen i Vejlby/Risskov med meget mere energi, miljø og teknik på skoleskemaet.

For at professionalisere faget og imødekomme den stigende efterspørgsel er miljøteknologi, energibesparende teknik og innovation derfor nye fag på skoleskemaet på Erhvervsakademi Aarhus i Vejlby Risskov. Her uddanner man som det eneste sted i landet jordbrugsteknologer med speciale i bygninger og teknik. Et speciale, der nu kommer til at rumme endnu af det branchen sukker efter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Attraktive teknologier

Især teknologer med specialisering i teknik og bygninger efterspørges af arbejdsgiverne. Det oplever Uffe Pilegård Larsen. Han er formand for jordbrugsteknologernes faglige organisation, JID, der organiserer 1300 teknologer i Danmark.

- Der er ingen tvivl om, at miljø og effektivisering af energi i landbruget er et fokusområde i vækst. Derfor er derfor glædeligt, at uddannelsen opkvalificerer de studerende indenfor dette felt. Disse teknologer vil være attraktive medarbejdere i forbindelse med omlægning og nyudvikling af landbruget, siger han.

Energi og miljø i alle stalde

Hos Byggeri & Teknik I/S, landets største rådgivningsfirma inden for byggeri og maskiner til landbruget, er der rift om rådgivere med forstand på det komplicerede miljøtekniske område.

- Vi har ikke ét eneste staldbyggeri i dag, hvor der ikke er et eller andet energi- eller miljøtiltag, siger chefrådgiver Flemming Hedegaard.

Ifølge chefrådgiveren er branchen ikke klædt godt nok på til at matche kravene. -Der findes kun en lille håndfuld rådgivere i Danmark, der kan yde kvalificeret energi- og teknikrådgivning. Derfor er der et stort og akut behov for mange flere specialister, siger han.