Hvor stort et brændstofforbrug har din John Deere-traktor ved vejtransport? Det kan John Deere nu give et helt klart svar på. I hvert fald hvis der er tale om en sekscylindret traktor. John Deere stiller nemlig en garanti for brændstofforbruget på samtlige 20 forskellige traktormodeller med sekscylindret John Deere-motorer fra 6145R op til 8400R.

- Udfra de opsamlede data i JD Link, kan vi helt nøjagtigt gå ind og se hvor mange transporttimer, den enkelte John Deere-traktor har kørt, samt brændstofforbruget i de enkelte timer - eksempelvis på landevejen, fortæller Mikkel Erhardtsen, sælger hos Semler Agro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Efter traktorens første år vil vi sammen med kunden kigge på brændstofforbruget ved landevejen og udfra de opgivne data vi har fra John Deere, vil vi garantere, at brændstofforbruget holder sig inden for vores norm, fortæller den nordjyske sælger, og påpeger, at hvis traktoren har brugt mere brændstof, end John Deeres tal, så vil John Deere udbetale merforbruget kontant til kunden.

Brændstofforbruget i 6R-serien ligger fra 18 liter i timen på 6145R op til 20 liter i timen på 6250R, mens brændstofforbruget på landevejen i 7R-serien går fra 20 liter i timen på 7210R op til 25 liter i timen på 7310R og endelig går 8R-serien fra 22 liter i timen ved vejtransport til 28 liter i timen med 8400R.

Mikkel Erhardtsen fremhæver desuden, at brændstofforbrug garantien gives ligegyldt hvilken transmission, som der er monteret på John Deere-traktoren.