Den kommende socialdemokratiske regering har i aftalen med sine støttepartier forpligtet sig til at forbedre mulighederne for at ansætte kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Det skal ifølge den politiske aftale, som netop er indgået, sikre, at virksomheder eller velfærdsinstitutioner, der har en konkret mangel på arbejdskraft, på minimum faglært niveau, hurtigt og ubureaukratisk kan tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge aftalen bemyndiges en ny beskæftigelsesminister til at definere indenfor hvilke stillingsbetegnelser, der kan rekrutteres på baggrund af objektive kriterier for manglen på arbejdskraft.

- Forudsætningen skal være, at arbejdsgiverne lever op til danske løn- og ansættelsesvilkår og deres samfundsmæssige pligter for eksempel i form af at tage ansvar for uddannelse af lærlinge og elever, står der i aftalen.

Desuden agter regeringen at inddrage arbejdsmarkedets parter, som vil blive bedt om at komme med indstilling til en konkret model, som skal danne grundlag for politiske drøftelser.

Efter et år evalueres det, om ordningen fungerer efter hensigten.

Og så skal der oprettes danske jobcentre i udlandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Ved at oprette nye danske jobcentre i andre lande i Europa, og gennem et nyt samarbejde med erhvervslivet, hvor der åbnes for flere engelsksprogede studerende fra resten af Europa på de områder, hvor virksomhederne mangler medarbejdere, kan der tiltrækkes mere europæisk arbejdskraft. En ny regering vil søge at fastholde internationale studerende, som har taget deres uddannelse i Danmark og fjerne loftet over engelsksprogede uddannelser," hedder det i aftalen.