Han er vant til kraftfulde racerbiler som Corvette og Camaro, og nu får Jan Magnussen tilført endnu flere amerikanske hestekræfter i sit danske team. Magnussen Racing Experience har nemlig indgået et nyt samarbejde med Danmarks største distributør af John Deere, Semler Agro, som har udstyret det travle motorsportsteam med de kraftfulde Gators.

- Jeg er selvfølgelig utrolig stolt af, at Semler Agro har valgt os som samarbejdspartner. John Deere er jo vildt stort i det land, hvor jeg normalt kører racerløb, og jeg har altid været enorm fan af de store, grønne amerikanske maskiner. Med Semler Agro og John Deere i ryggen er jeg sikker på, at mit team har det bedste, stærkeste og mest solide grej til at de mange transportopgaver vi har, når vi er ude på racerbanerne, lyder det fra teamejer og kører, Jan Magnussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En god match

Samarbejdet med Semler Agro betyder, at Magnussen Racing Experience er blevet udstyret med en stribe eksemplarer af den populære John Deere XUV Gator - en terrængående transporter med firehjulstræk, pickuplad og en masse andre features. Jan Magnussens version er (naturligvis) den hurtigste model, 825i, som har en trecylindret benzinmotor og skyder en hastighed på over 70 kilometer i timen. Et kvikt og praktisk redskab, når dæk, bremseskiver, værktøj, teamcrew og meget andet skal fragtes frem og tilbage mellem pitlane og paddock.

- John Deere og Jan Magnussen er en rigtig god match, når det kommer til ambitionerne om altid at være først og bedst. Vi glæder os meget til samarbejdet, hvor vi både får vores produkter testet under hårde forhold og samtidig får unik adgang til racerløb af bedste kaliber sammen med en af verdens største og mest legendariske motorsportsnavne, lyder det fra salgskonsulent hos Semler Agro, Mads Mathiesen.

Magnussen Racing Experience og Semler Agro skyder samarbejdet i gang i forbindelse med Classic Race Aarhus den 20.-21. maj, hvor anden afdeling af Danish Thundersport Championship finder sted. Den tredobbelte mester Jan Magnussen stiller op til løbet som mesterskabsførende i sin 500-hestes Chevrolet Camaro.