De frie husdyromsætteres interesseorganisation, SamMark, har gennem organisationens advokat, Hans Sønderby Christensen, sendt et meget skarpt brev til miljø- og fødevareministeren for at få ham til personligt at tage afstand fra indholdet i en pressemeddelelse, som ministeriet har udsendt.

I pressemeddelelsen hævdes det, at der finder 1.000 usanktionerede overtrædelser sted i forbindelse med dyretransporter, og der lægges op til omgående opfølgning på sagerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På vegne af SamMark skal jeg derfor anmode ministeren om personligt at sikre, at den offentlige udhængning ophører, herunder at pressemeddelelsens indhold trækkes tilbage.

Hans Sønderby, advokat

Kritik af erhvervet

Advokat Sønderby skriver under overskriften "Vedr.: Påståede overtrædelser af EU-retten":

- Vor klient, SamMark, som repræsenterer hovedparten af de danske dyreeksportører, har henvendt sig til vort kontor med anmodning om bistand i anledning af ministeriets pressemeddelelse af g.d. vedrørende svigt i Fødevarestyrelsens kontrol med overholdelsen af EU-regler ved internationale dyretransporter.

- Selvom meddelelsen umiddelbart fremtræder som en kritik af embedsmænd, og således principielt er vor klients medlemmer uvedkommende, kan den udelukkende opfattes tillige som en kritik af erhvervet.

- Det fremgår ikke af meddelelsen, hvorvidt der er tale om tilsidesættelse af EU's egne regler eller af nationale særregler, som i Danmark er indført i lovgivningen i tillæg til EU's regler, men som ministeriet ikke desto mindre i daglig tale benævner som EU-regler. Det fremgår heller ikke, om de angivelige fejl fortrinsvis er konstateret hos danske eller udenlandske virksomheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

97 procent helt i orden

- Til gengæld kan man uden videre fastslå, at cirka 97 procent af transporterne ikke giver anledning til kritik (25.000 af 26.000 logbøger).

- Det er desuden langt fra alle tilsidesættelser af EU-reglerne, altså af de kun godt tre procent, som tillige udgør strafbare overtrædelser. Uforudsete omstændigheder, forsinkelser foranlediget af færdselsuheld eller lignende forekommer dagligt, og udgør i sagens natur ikke strafbare overtrædelser af EU-regler, selvom forsinkelsen giver anledning til en bemærkning i den returnerede logbog. Det EU-retlige proportionalitetsprincip sikrer i vid udstrækning, at kun en brøkdel af tilsidesættelserne udgør strafbare overtrædelser. Rene papirfejl straffes heller ikke.

Uunderbygget postulat

- Eftersom der end ikke er foretaget partshøring af de pågældende virksomheder og der tilmed ikke har været iværksat den EU foreskrevne dialog med de andre medlemsstaters stedlige myndigheder, er årsagen til eventuelle forsinkelser i andre medlemslande endnu ikke afdækket. Oplysningen om 1.000 transporter har derfor reelt karakter af et uunderbygget og uundersøgt postulat.

Usandsynlig påstand

- Det er således helt usandsynligt, at samtlige 1.000 transporter, som omtales med store ord af Fødevarestyrelsen om at sikre, at der omgående følges op på de sager, "hvor der ikke er blevet sanktioneret", udgør strafbare forhold.

I lyset af ovenstående fremkalder den meget direkte tone i meddelelsen med ord som, at der "omgående" skal følges op på sager, hvor der ikke er sket "sanktionering" som præmatur og generaliseret udhængning af hele den danske branche, som vor klient repræsenterer, og hvis omdømme i brede dele af befolkningen er letpåvirkeligt for rygtedannelse på baggrund af forkerte fakta.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ringeagtende omtale

- Kritikken angår derfor reelt vor klients medlemmers mest vitale interesser, deres professionelle hæderlighed - og den ringeagtende omtale kan derfor i sig selv have negative konsekvenser for deres konkurrenceevne.

- Vor klients medlemmer udøver virksomhed i en international konkurrence, og selv mindre udhængning kan påvirke markedsstrukturerne. I dag udgør især smågriseeksporten en væsentlig del af rygraden i dansk griseproduktion, og forrykning i konkurrenceforholdene kan derfor ske til fordel for f.eks. hollandske griseproducenter på bekostning af danske eksportører og landmænd.

- Upræcis kritik af vor klients medlemmers professionelle hæderlighed kan desuden føre til fordømmelse fra det omgivende samfund med afledte konsekvenser til følge.

Straf og erstatning

- Vi skal henlede ministerens opmærksomhed på, at upræcise beskyldninger på baggrund af uundersøgte fakta reelt er offentlig udhængning samt at sådanne udtalelser kan sanktioneres såvel med straf- som med erstatningsansvar, ligesom de kan imødegås efter straffelovens bestemmelser om injurier og mortifikation.

- Offentlig kritik af erhvervet, som er sårbart for usaglig nedrakning, og som snarere har karakter af udhængning, kan endvidere udgøre en indirekte statsstøtte til national kødproduktion og kan dermed potentielt være i strid med EU's statsstøtteregler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ulovlige regler

- Det er i lyset af ovenstående uforståeligt for vor klients medlemmer, at ministeriet udsender en pressemeddelelse med kritik af en hel branche for 3 procent tilsidesættelser EU-regler.

- Til sammenligning er 75 procent af de danske særregler, hvis lovlighed er blevet pådømt af EU-Domstolen i de seneste år under ministeriets ressort, i EU-sagerne C-112/15, C-316/10 og C-491/06, blevet tilsidesat, ligesom ministeriet og Styrelsen ad flere omgange har måttet tilbagebetale ulovligt opkrævede gebyrer, ophæve regler, såsom randzonelov, vask og desinfektion og vandplaner samt udbetale erstatninger og sagsomkostninger i tilknytning til retsopgør om ministeriets og Styrelsens manglende overholdelse af EU-retten.

Udhængning skal stoppe

- På vegne af SamMark skal jeg derfor anmode ministeren om personligt at sikre, at den offentlige udhængning ophører, herunder at pressemeddelelsens indhold trækkes tilbage. Alternativt om, at De lægger afstand til den. Vor klients medlemmer udøver et vigtigt, lovligt etableret erhverv i den europæiske Union, og har i kraft heraf krav på beskyttelse mod rygte- og mytedannelse på baggrund af utilstrækkelige og upræcise fakta.

- Det er vor vurdering, at udtalelsernes manglende præcision sammenholdt med deres reelt uunderbyggede og alvorlige indhold udgør en eklatant tilsidesættelse af vor klients medlemmers retsstilling, som kan imødegås som anført. Vor klient har dog instrueret vort kontor om at meddele, at denne - indtil videre - har tillid til, at ministeriets kritik vil besinde sig og forventer derfor, at det ikke bliver nødvendigt at imødegå ovenstående med retsskridt, hvilket naturligvis forbeholdes, skriver Hans Sønderby som afslutning på sit brev til ministeren.