Bunden er nået for priserne på svinekød i Europa, men der er desværre ikke udsigt til hurtig opklaring og dermed stigende priser.

- Udbuddet af svinekød et fortsat stort, men det er vores klare opfattelse, at det, der virkede som en pukkel af svinekød, nu er fordelt ud i markedet. Det har over de seneste par uger fået priserne til at stabilisere sig, og indkøberne rundt omkring begynder så småt at blive sultne igen. Præcis som i sidste uge er det baconmarkedet, der halter lidt. Heldigvis udlignes det af lidt bedre priser på andre udskæringer, fortæller Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eksporten ud af EU er stabil. Kina er aftager pæne mængder, og så er det opløftende, at der ikke som frygtet blev indført Safeguard i Japan. Safeguard er en forhøjet told på importerede varer, som de japanske myndigheder indfører, hvis importen af bestemte varer i en periode er steget eksplosiv i forhold til samme periode året før. Importen af svinekød i Japan var meget stor hen over sommeren, og derfor opstod der frygt for indførelse af Safeguard, som ville fordyre dansk svinekød mærkbart for de japanske forbrugere.

Truslen om en højere toldsats har i høj grad holdt vores japanske kunder tilbage, men her ser vi afgjort en bedring nu, siger Søren Tinggaard.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Prisen på svin er hermed 9,40 kroner pr. kg og 5,90 kroner pr. kg for søer.