I 2004 lavede Allan Andersen en aftale om at udleje en nybygget svinestald.

Tanken var, at han ved at udleje den nybyggede slagtesvinestald kunne koncentere sig yderligere om det, der altid har haft Allan Andersens interesse. Nemlig planteavlen. Dyrene havde han blandt andet haft for at sikre, han havde gødning nok til sin planteproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aftalen blev indgået med svineproducent Erik Pedersen og dennes storebror Finn Pedersen. Hensigten med aftalen var at sikre, at Erik Pedersen skulle kunne producere slagtesvin i staldanlægget og Allan Andersen skulle fortsætte med planteavlen.

I kontrakten indføres en klausul om, at Erik Pedersens storebror, Finn Pedersen, skulle overtage lejemålet, hvis Erik Pedersen skulle blive forhindret.

Og det blev relevant, da Erik Pedersen i en alder af 32 år døde i 2009.

Derefter overtog Finn Pedersen, som på daværende tidspunkt var formand for Østjysk Landboforening driften af slagtesvinestalden. Og her begyndte problemerne ifølge Allan Andersen.

- Alt havde fungeret fuldstændigt som vi havde aftalt det. Lige indtil Finn Pedersen overtog efter Eriks alt for tidlige død. Så skal jeg love for, at der kom andre boller på suppen, siger Allan Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En anderledes aftale

Omkring nytår i 2009 ringede Finn Pedersen til Allan Andersen og fortalte, at der var noget, de skulle have snakket om. Kort efter mødtes de to hos Allan Andersen og snakkede sagen igennem. Det, Finn Pedersen ville på mødet, var at fortælle, at den aftale Allan Andersen, Finn Pedersen og Erik Pedersen havde indgået om at gyllen fra svinene skulle tilfalde Allan Andersen til brug på hans marker ikke længere var gyldig. I kontrakten var kun noteret, at Allan Andersen havde pligt til at modtage gyllen ? ikke ret til den.

- Det kom som et stort chok for mig. Jeg havde lavet en klokkeklar aftale med Erik, og den havde vi forholdt os til. Da Finn så overtager lejemålet, så vil han også have gyllen. Det havde aldrig nogensinde været meningen med den aftale, vi havde indgået. Og det vidste Finn også godt. Men formuleringen gjorde, at han ville have den alligevel, siger Allan Andersen.

Formuleringen i den standardkontrakt, juristerne på Seges udfærdigede lyder således:

- Udlejer er forpligtet til at modtage husdyrgødning fra besætningen i de lejede bygninger jfr. vedhæftede "Aftale om overførsel af husdyrgødning".

Aftalen om overførsel af husdyrgødning blev der ikke brugt mange kræfter på. Og det kom til at koste for Allan Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Finn Pedersen gjorde krav på gyllen og hentede den hos Allan Andersen i 2010. I 2011 og 2012 brugte Allan Andersen gyllen, mod at indbetale et depositum på 150.000 pr. år. Beløbet protesterede Allan Andersen voldsomt imod.

- Jeg var langt fra tilfreds med at skulle indbetale de penge, men jeg regnede stærkt med, at jeg ville få dem retur, så snart sagen var afgjort, siger Allan Andersen.

Og selvom Allan Andersen forsøgte at sige nej, var der ikke noget at gøre. Kontrakten - som den var skrevet - betød, at selvom aftalen var, at gyllen skulle tilfalde Allan Andersen, så kunne Finn Pedersen gøre krav på den.

- Vi forsøgte at lægge sag an mod Finn Pedersen. Men der var ikke noget at gøre. Det stod jo sort på hvidt i kontrakten, så det kom vi ikke langt med, siger Allan Andersen.

Kort tid efter skete der en ny drejning i sagen. Finn Pedersen havde længe haft problemer med opbevaring af det svinefoder, han skulle bruge til at fodre svin med. Den lastbil, som Finn Pedersen brugte til at transportere foderet i, kunne ikke bakke helt ind i foderladen. Så derfor blev en del af foderet liggende udenfor med stort spild til følge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor kontaktede Finn Pedersen Allan Andersen for at høre, om han ikke måtte benytte en anden lade med bedre adgangsforhold til sit svinefoder. Betalingen skulle være gyllen fra slagtesvinene. Men også her gik det galt.

- Man kan sige, at det er min fejl, at jeg vælger at stole på Finn Pedersen. For vi får aldrig skrevet aftalen under, og så er vi lige vidt. Finn brugte den lade, som var en del aftalen, og alligevel kom jeg til at betale for gyllen. I retten påstod Finn Pedersen, at han ikke kendte til nogen aftale, og at jeg selv havde fundet på det. Så han er på ingen måde til at stole på, siger Allan Andersen.

Ingen hjælp fra L&F

Mens Allan Andersens sag mod Finn Pedersen kørte i retten, kontaktede jurist fra LRØ, Ulla Eg Andersen, Landbrug & Fødevarers responsumudvalg, som dengang havde formand Herluf Post Pedersen i spidsen, for at få erstatning for, hvad Allan Andersen i dag kan se, er dårligt juridisk arbejde.

- Jeg er jo ikke jurist. Men den kontrakt de havde lavet til os var jo langt fra god nok. Når man betaler en jurist for at omsætte den aftale, man gerne vil indgå til en kontrakt, så forventer man, at det, der ender med at stå i den er det, man aftaler, siger Allan Andersen og fortsætter:

- Den kontrakt vi fik vi endte med at få lavet er kun til fordel for lejeren og virkelig slem for udlejer. Især i forhold til aftalen om at aftage gyllen. Jeg kunne jo stå i den situation, at jeg med dags varsel skulle aftage gyllen, selvom jeg havde anskaffet mig gylle andre steder fra, og så ville jeg have et problem i forhold til at bringe den ud, siger Allan Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I første omgang var svaret fra responsumudvalget, at man satte behandlingen af Allan Andersens henvendelse i bero indtil sagen ved voldgiftsretten var afgjort.

Men da sagen så blev afgjort i marts 2014, og Allan Andersen senere i 2014 kontaktede responsumudvalget for at bede dem genoptage sagen, så var løbet kørt. Sagen var forældet ifølge responsumudvalgets regler om, at en sag ikke må være mere end 10 år gammel før den kan tages op. Selvom Herluf Post Pedersen i sin tid havde skrevet til Allan Andersen, at sagen ville være sat i bero indtil sagen ved voldgiftsretten var afgjort.

Resultatet blev, at Allan Andersen blev dømt til at betale for den gylle, han havde brugt i perioden. Betalingen blev fastsat af Seges med chefkonsulent i gødskning Leif Knudsen i spidsen. Efter at have regnet på gyllens værdi blev resultatet, at Allan Andersen skulle betale 530.863 kroner for gyllen og dertil sagsomkostninger, så sammenlangt kom Allan Andersen af med 922.000 kroner. Og Responsumudvalget ville ikke behandle sagen, fordi den i deres øjne var mere end 10 år gammel.

Det efterlader Allan Andersen med en dårlig smag i munden, fordi han mener, at systemet omkring rådgivning og responsumudvalg fejler.

- Det er virkelig svært at have tillid til, at man kan bruge den forsikring, man betaler for til noget som helst. Det vil sige, at hvis den rådgivning man får, viser sig at være dårlig som i dettte tilfælde, så er der meget lidt man som landmand kan gøre ved det. Hjælp fra Landbrug & Fødevarer skal man i hvert fald ikke regne med, siger Allan Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor står Allan Andersen tilbage med et spørgsmål, som han ikke kan få besvaret.

- Hvis man som landmand har en forsikring, som man regner med, at man kan gøre brug af, hvorfor vil I (Seges, red.) så ikke behandle den til bunds? spørger han.

Hos Seges har Dorthe Laursen følgende kommentar til sagen.

- Jeg kan ikke kommentere på en sag mellem to landmænd. For så vidt angår omtalen af sagens behandling i Responsumudvalgt, er det fast praksis, at vi ikke udtaler os om konkrete forhold og fakta i enkeltsager. Jeg kan dog sige, at jeg ikke kan genkende den beskrivelse af særligt afgørelserne truffet i Responsumudvalget, som fremgår af artiklen. Allan Andersen er i øvrigt velkommen til at kontakte mig for en dialog om sagen, siger Dorthe Laursen.