DEBAT - Jeg mener ikke, at vi i landbruget skal bruge vores resurser på at diskutere indbyrdes i aviserne. Der er ingen grund til, at vi agerer soldater i en selverklæret krig, når vores primære udfordringer findes uden for egne rækker. Jeg har dog forståelse for, at man som producentforening har et behov for at få fortalt om sin berettigelse, men det bliver lidt ligesom Danmarks Naturfredningsforening, hvor Ella Bisschop-Larsen gerne vil maksimere medlemstallet ved at bekrige landbruget, men reelt giver det jo hverken mere eller bedre natur. Tvært i mod.
I samme jargon kan jeg læse i Maskinbladet, at Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede, mener, at det er en umulig opgave for Landbrug og Fødevarer at varetage interesser på tværs af primærproducenter og andelsselskaber. Hvad Fuglede betragter som umuligt, er hverdag for os i LandboNord og i Landbrug og Fødevarers primærbestyrelse. Primærbestyrelsen er netop repræsenteret af os landmænd, og det er altid landmændenes interesser, vi drøfter på møderne - de politiske såvel som de faglige og økonomiske interesser.
Fuglede beskriver andelsselskaberne som landmandens store fjende, men hvor private selskaber alene har til formål at tjene penge, så består andelsselskaberne jo af landmænd, som selv kan mærke bestyrelsens beslutninger på egen pengepung. Dermed er landmændenes interesser varetaget langt bedre, end de ville være i private selskaber. Private selskaber skal optimere indtjeningen vha. billige indkøb og lave omkostninger - også i modstrid med landmændenes interesser. Det ser vi flere steder i dag, hvor producenterne kun lige tjener til ren overlevelse, når de leverer til private selskaber. Det forveksler Fuglede muligvis med andelsselskabernes kamp i et marked, hvor der er rigeligt med produkter, som det nu er tilfældet for mælk og kød. Minkbranchen har meget svingende priser alt efter efterspørgsel og produktion, og sådan ville det også se ud i andre brancher, hvis der f.eks. manglede mælk eller kød. Derfor er det ekstremt vigtigt, at der hele tiden arbejdes for at finde og åbne nye markeder. Her er vores egentlige udfordring, og her kommer LF naturligt ind i billedet. Ved at samle indsatsen i ét hus i 2009 har man styrket arbejdet med nye markeder til gavn for både landmænd og virksomheder. Således kan vi opnå de bedst mulige priser i den længst mulige periode.
Der findes ingen perfekte mennesker og således heller ingen perfekte organisationer, men fordelene ved at være samlet i én stor organisation overstiger i høj grad ulemperne. Efter min mening burde Landbrug og Fødevarer være stiftet tidligere end 2009, så vores indsats for ordentlige vilkår og bedre bundlinje var samlet og koordineret lang tid før. Vi bliver færre og færre landmænd, og vi bliver mere og mere specialiserede, hvorfor krav og ønsker fra den enkelte landmand til organisationen bliver både større og mere forskelligartede. I Landbrug og Fødevarer sidder der landmænd i sektorer (svin, kvæg, planter osv.), som arbejder med de specialiserede behov, og som decentralt beslutter, hvordan pengene bruges bedst i hver enkelt sektor.
Vores lokale landboforeninger tager den politiske og faglige kontakt til kommunerne og de lokale politikere. De udfordringer, vi måtte støde på lokalt, hjælper LF med at løse, ligesom organisationen varetager vores nationale og internationale interesser. Som Fuglede allerede ved, er den kontinuerlige, saglige interessevaretagelse årsagen og adgangen til LF's indflydelse og samarbejdspartnere. Grobunden for interessevaretagelsen er altid med afsæt i primærbestyrelsens drøftelser og dermed landmændenes bedste.
Det er ikke altid nemt, men det er nødvendigt og langt fra umuligt.
