I Humleore Skovdistrikt øst for Ringsted er Kenneth Alvagård i gang med en lidt atypisk tynding på et areal med nordmannsgraner, der skal bruges til pyntegrønt. Skovfogeden vil gerne have skabt lidt luft rundt om træerne, så der bliver lys og luft nok til, at grenene bliver flotte og kan skabe julestemning i Tivoli i København til vinter.

Skovfogeden har ikke afmærket de træer, der skal fældes, så det er op til Kenneth Alvagård selv at vurdere, hvilke træer han skal fælde og skære op med sin John Deere 1070D.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er som sådan ikke en svær opgave, men nogle steder står træerne så tæt og skærmer for hinanden, at det er svært at vurdere, om man får ordentligt fat i de bagerste træer, og hvor hovedet har fat om træet. Man kan godt komme galt af sted, hvis man ikke har godt udsyn. Det er ikke så længe siden, jeg lagde et asketræ ned over maskinen. Det gav lidt skrammer på den, men ellers skete der ikke noget. Det er jo ikke noget, man er stolt over, men den slags sker. Mens jeg var ved at lægge træet ned, var der en stor gren, som fik fat i et andet træ, og så gik det hurtigt, siger Kenneth Alvagård.

Øjemålet er vigtigt

Han er ansat ved Poppens Skovservice i Ringsted, som udfører opgaven for skovdistriktet. Det er ham, der kører John Deere-maskinen i firmaet, og derfor har han også ansvaret for vedligeholdelsen af den. Når der ryger en slange, skifter han den selv, og hver arbejdsdag slutter med, at han tanker og smører maskinen, så han ikke skal stå ude i kolde og mørke morgentimer og klargøre den. Da GRØNTeknik kommer med om bord på skovningsmaskinen, har han lige skiftet diametergiverne, der hele tiden måler stammernes tykkelser. Skærehovedet er udsat for et hårdt slid i skoven, og derfor skal man hele tiden holde øje med teknikken. Når måleudstyret begynder at vise forkert, er det skovarbejderens øjne, der skal opfange problemet.

- Med tiden får man et øjemål, der gør, at man kan se, når maskinens mål ikke passer. Når man får den mistanke, går man selv ud af maskinen og måler efter på stammerne. Nogle gange kan man godt have set forkert, men typisk har man ret i, at maskinen skal justeres. Det får man en fornemmelse for, jo mere man kører, siger Kenneth Alvagård.

Stammerne fra de udtyndede nordmannsgraner skærer han op i længder af tre meter. De ender som flis eller tømmer, og maskinen klarer selv at skære stammerne i de rigtige længder. Men han skal hele tiden være klar til at hjælpe den på vej.

- Der er forholdsvis meget automatik i sådan en maskine, og det er en god hjælp, at man ikke selv skal sidde og save hvert eneste stykke. Men man kan ikke bare læne sig tilbage og slappe af. Man er nødt til at holde øje med stammerne, for hvis der er buler på træet, så skal man hjælpe skærehovedet på vej. Ellers står den bare og kører stammen frem og tilbage flere gange, og det koster slid og tid. Det kan man undgå, hvis man følger med, siger Kenneth Alvagård.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trives i skoven

Han er 26 år gammel og uddannet skov- og naturtekniker. Han valgte under sin uddannelse maskinerne som spidskompetenceområde, og selv om han tidligere også har kørt lidt gravemaskine i entreprenørbranchen, har han fundet den rette hylde som skovarbejder hos Poppens Skovservice. Der har han været i fire år, men det er ikke let at få et godt job i skovbranchen, fortæller han.

- Det tager tid at blive god til at køre maskinerne, og den tid er der ikke i ret mange virksomheder, tror jeg, siger Kenneth Alvagård.

Han trives med at arbejde på egen hånd i skoven. Nogle gange snakker han i telefon under arbejdet, men resten af tiden er selve arbejdet nok i sig selv. Og når det bliver frokosttid, slukker han maskinen og nyder at sidde i den stille skov.

- Det er ren terapi at hoppe ud af maskinen og sidde på et dæk eller en træstamme og spise sin frokost og drikke en kop kaffe. Den fred, der er i skoven, giver en naturlig ro i kroppen. Man slapper af oppe i hovedet, når der er helt ro, og så kan man sidde og tænke tingene lidt igennem, hvis der er noget, man bakser lidt med, siger Kenneth Alvagård.

Skal til VM

I august vandt han danmarksmesterskabet i udkørsel, og han foretrækker også at sidde i en udkørselsmaskine frem for skovningsmaskinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For det første er jeg bedre til udkørsel end til skovning, men derudover er der også mere afveksling i arbejdet, når man kører udkørsel. Man kommer rundt i skoven og sidder ikke kun og kigger ind i træerne. Jeg føler også, at jeg laver mere, når jeg kører udkørsel, siger Kenneth Alvagård.

En af præmierne for at vinde DM var et fabriksbesøg hos Ponsse i Finland, og det er en tur, han glæder sig til, selv om han kører John Deere. Desuden giver titlen som danmarksmester adgangsbillet til VM, der afholdes under Elmia Wood i Sverige næste år. Men forventningerne til konkurrencen er ikke store.

- Jeg deltager for oplevelsens skyld, og jeg glæder mig meget. Jeg ved, at deltagerne går meget op i konkurrencen, og at det er nogle hårde gutter, jeg skal op imod - de er jo født ind i de maskiner, de ligger og kører rundt i. Jeg tager det, som det kommer og regner ikke med at vinde noget som helst. Men det skal nok blive sjovt, siger Kenneth Alvagård.