Claas Tucano 470 er en kompakt hybridmaskine, der drives af en Mercedes motor på 326 hestekræfter.

PowerGear

Hybridmaskine udfordrer i rystersegmentet

Claas Tucano 470 er en kompakt og handy mejetærsker, som henvender sig til kunder, der ikke har behov for kapaciteten i en Lexion 570, men som foretrækker en hybridmaskine

 

I denne udgave af PowerGear er vi i marken med den nye Claas Tucano 470, der sammen med den større Tucano 480 er topmodellerne i Tucano-serien. De to maskiner adskiller sig fra de øvrige maskiner i serien ved at være opbygget som hybridmaskiner, hvor afgrøden tærskes af en traditionel tærskecylinder, og hvor halmrysterne er erstattet af en langsliggende rotor.

Testen af den nye mejetærsker skete på en af de sidste høstdage i 2009. Maskinen var en prototype, der af et testhold fra fabrikken i Harsewinkel havde fulgt høst op gennem Europa, og som sluttede kornhøsten med høst af dansk vårbyg med græsudlæg - en opgave der blev vanskeliggjort af meget korte høstdage samt mangel på både sol og vind.

Både afgrøden og kornet, der kom i tanken, var derfor mere våd i forhold til, hvad man normalt accepterer, og testen gav derfor ikke mulighed for at teste maskinens kapacitet under normale høstforhold. Og vi har samlet knapt så mange erfaringer, som vi normalt gør i tests af maskiner, men den nye mejetærsker "måtte" vi bare på ryggen af, inden den tog turen tilbage til Harsewinkel.

Selskabet med maskinen gav derimod et godt billede af, hvordan den betjenes, og hvilke forskelle der er på Tucano og på den mere velkendte Lexion.

Mere mekanik og mindre elektronik

Sammenlignes Tucano med Lexion, indeholder grundmodellerne mindre elektronik og lidt mere mekanik. Hvor føreren af en Lexion stort set kan justere og indstille alt fra førerkabinen, skal jeg på Tucano forlade kabinen for eksempelvis at indstille soldene.

Til- og frakobling af halmsnitteren klares på Lexion ved at betjene en el-kontakt, men på Tucano skal jeg åbne en skærm og dreje en mekanisk kobling for at aktivere snitteren.

Afstanden imellem tærskecylinder og bro indstilles på Lexion i Cebis-terminalen. På den mindre Tucano-mejetærsker skal jeg række ned under sædet og indstille broafstanden med et håndtag.

Den mekaniske indstilling af maskinen indebærer, at man altså ikke kan vælge en afgrøde i terminalen, hvorefter mejetærskeren automatisk sættes op til afgrøden.

Det tager nogle få minutter ekstra at skifte fra en afgrøde og til en anden. Men bort set fra det har den lille hybridtærsker nøjagtig de samme muligheder som de større modeller.

Umiddelbart er de få mekaniske indstillinger en overkommelig opgave, og det var ikke i indstillingsfasen, at savnet efter de elektriske/automatiske indstillinger fra førerkabinen var størst. Det var den derimod under arbejdet i marken, hvor det på Lexion-typen er muligt at ændre på eksempelvis soldenes indstilling under arbejdet.

Det giver mulighed for øjeblikkelig at se resultatet af den ændrede indstilling ved eksempelvis et større eller mindre spild, en ændring i mængden af returmateriale eller en renere færdigvare i tanken.

Fin kabine med masser af plads

Når det kommer til komfort og indretning af kabinen, er der ikke gået på kompromis. Her er chaufføren i højsædet, og lige fra jeg sætter mig, føler jeg mig rigtig godt tilpas i kabinen. Udsynet er godt, og der er god plads rundt om føreren. Bagsiden af kabinen består af en stor glasplade, som giver mig mulighed for at se færdigvaren i korntanken, som er monteret lige bag førerkabinen.

Vista II, som Claas kalder kabinen, er magen til kabinerne på de nye Jaguar finsnittere og på Xerion traktorer. Kabinen er så bred, at der er rigelig plads til både passagersæde og opbevaring af madpakken.

Transmissionens tre mekaniske trin skiftes med en gearstang i højre side af kabinen, og her findes der også et betjeningspanel med kontakter til aktivering og indstilling af eksempelvis vindeautomatikken.

Kørehåndtaget til betjening af den hydrostatisk transmission er integreret i sædets højre armlæn, og på toppen af håndtaget er der mulighed for med trykknapper at betjene skærebordet, tømmesneglen og Laser Pilot.

Fin opsamling af en vanskelig afgrøde

Med kørehåndtaget har man "godt greb om maskinen", og på trods af at det var en kort og vanskelig vårbyg, hvor der skulle gås tæt til jorden for at få de nedknækkede aks med, klarede det 7,5 meter brede skærebord opgaven fint.

Under hele testen anvendte vi akshævere, og da maskinen var sat op af teknikere fra fabrikken, kørte vi også med de lange torpedostråskillere frem for de normale bøjler, som vi normalt anvender her i landet.

Torpedostråskillere og en fugtig afgrøde er to uforenelige størrelser, og det gav problemer, når afgrøden satte sig på torpedoen. Derimod klarede selve skærebordet opgaven fint, og specielt sørgede Auto Contour systemet for, at skærebordet kunne gå tæt til jordoverfladen uden risiko for, at knivene kom i kontakt med den fugtige og løse jord.

Skærebordet var af Vario-typen, hvor afstanden imellem kniv og indføringstromle kan justeres fra førerkabinen. Hastigheden på vinden kan enten køres som en fast indstilling, eller den kan automatisk tilpasses maskinens fremkørselshastighed.

I en nem og stående afgrøde fungerer systemet med den automatiske tilpasning fint, og når forholdene er som under testen, hvor tingene driller, er det efter min opfattelse det bedste at holde en konstant hastighed på vinden.

Tærskecylindre og en rotor

Hvor hybridmaskinerne i Lexion- serien anvender to rotorer med en diameter på 445 millimeter og en længde på 4,20 meter, arbejder Tucano 470 og 480 kun med en enkelt rotor, som har en diameter på 570 millimeter og en længde på 4,20 meter.

Foran rotorerne har begge maskintyper et APS tærskesystem bestående af accelerator og tærskecylinder, samt en halmvinde der fungerer som fødeapparat for rotorerne.

I de to Tucano modeller har tærskecylinderen en diameter på 450 millimeter og en bredde på 1.580 millimeter, mens de tilsvarende mål i Lexion 570 er 600 millimeter og 1.420 millimeter. Lexion 580 og 600 kører derimod med tærskecylindre, der er 1.700 millimeter brede og har en diameter på 600 millimeter. For at kompensere for den mindre diameter, kan tærskecylinderen i Tucano rotere 30 procent hurtigere end i Lexion.

Soldarealet på Tucano 470 og 480 oplyser Claas til 5,65 kvadratmeter, mens det tilsvarende areal i rystermaskinerne Lexion 510, 520 og 530 er 4,80 kvadratmeter, og i hybridmaskinen Lexion 570 er soldarealet på 5,1 kvadratmeter. På de seksrysters Lexion 540, 550 og 560 samt i hybridmaskinen Lexion 580 er soldarealet på 5,8 kvadratmeter.

Målt på soldareal placerer Tucano 470 og 480 sig derfor lidt over de tre mindste Lexion rystermodeller og også lidt over Lexion 570, der dog har det specielle Jet Stream rensesystem.

Tucano 470 kører med en Mercedes Benz motor, der har en topydelse på 326 hestekræfter, mens topmodellen Tucano 480 har en Caterpillar C9 motor på 365 bruttoheste. Sammenlignet har motoren i Lexion 570 en maksimaleffekt på 415 hestekræfter, mens rystermaskinerne Lexion 550 og 540 har motorer på henholdsvis 351 og 313 hestekræfter.

Fin halmkvaliltet

Mejetærskere med rotorer får ofte skyld for at knuse og ødelægge halmen. Om det skyldes de fugtige høstforhold, eller om hybridmaskinen med den store rotor virkelig er skånsom over for halmen, er vanskeligt at sige. Men vurderet ud fra det, som vi så på testdagen, så leverer Tucano 470 en meget fin halmkvalitet, der til forveksling ligner halmen fra en mejetærsker med halmrystere.

Periferihastigheden på rotoren bevirker, at halmen aflægges i maskinens venstre side. Når halmen skal samles op, har det ingen betydning, men det bliver spændende at se, hvordan Claas løser problemet, med at få halmen snittet og jævnt fordelt over hele arealet       

Pris, komfort og kapacitet

Under prøvekørslen, hvor halmen blev aflagt i skår, var det ikke Mercedes-motoren i Tucano 470, der satte begrænsningen. For at opnå et acceptabelt spild, måtte jeg køre efter spildindikatoren frem for maksimal belastning på motoren.

Det bliver derfor spændende af følge kapaciteten på de første Tucano hybridmaskiner fra serieproduktionen. Umiddelbart bør kapaciteten på Tucano 480 være på niveau med de mindste seksrysters maskiner i Lexion serien, og det bliver derfor op til kunden, om han ønsker en rystermaskine eller en hybridmaskine.

Men for at kunderne overhovedet vil interessere sig for Tucano, skal prissætningen af maskinen være i orden.

Landbrugets krise taget i betragtning, kunne det være dejligt, om landmanden i Tucano kan vælge rå høstkapacitet frem for elektronisk komfort.

Med ekstraudstyr kan Tucano 470 næsten udstyres som en Lexion, så prissætningen er landmanden til dels selv herre over. Det bliver interessant at se, om den finansielle krise slår igennem, når der skal investeres i ny mejetærsker.     

Tekniske specifikationer

Motor                                                         Mercedes Benz OM 926 LA

Volumen l                                                   8,8

Max effekt kW/hk                                  240/326

Indhold brændstoftank, l                                            750

Skærebord op til, m                                     9,0

Tærskesystem                                             hybrid

Bredde tærskecylinder, m                                         1,58

Diameter tærskecylinder, mm                      450

o/min på tærskecylinder                       650-1.500

Omslutningsvinkel på bro                               151

Antal rotorer                                               1

Længde på rotor, m                                4,2

Diameter på rotor, mm                              570

Rotorhastighed, o/min                                    850/750/650/552/478/422

Soldareal, m2                                              5,65

Blæsertype                                                 turbine

Indhold korntank, l                             9.000

Aflæsserkapacitet, l/sek.                                75

Det koster Claas Tucano 470 Hybrid

Pris på den testede maskine                                                                                       

inkl. følgende udstyr:           

Pris basismaskine:                                                                    1.245.000                              

25 fods Vario skærebord med bogievogn                                                   290.000

Laser Pilot venstre side                                                                      38.000

Samlet pris i alt                                                                                        1.573.000

Yderligere muligt ekstraudstyr:

Prisreduktion for 25 fods standard skærebord med vogn                                     -75.000

Rapsudstyr incl. højre sidekniv til Vario bord                            36.900

3D soldekasse                                                                                         28.500

Avnefordeler                                                                                          35.000

Dækmontering 710/75 R34                                                                       13.500

Dækmontering 1050/50 R32                                                                     99.000

Firehjulstræk                                                                                           99.000

Brændstoftank på 750 liter                                                                        2.800

Arbejdslygter ?High End?                                                                       4.000

Luftaffjedret førersæde                                                                         3.600

Priserne er foreløbige, da den endelige prisliste endnu ikke foreligger

Importørkommentar

Af Morten Nørtoft Jørgensen, Claas marketing, LMB Danmark A/S

Som importør er det altid spændende at se hvordan nye produkter bliver modtaget, og med TUCANO 470 og 480 er det ekstra spændende, da disse to placere sig i et nyt segment: ?Mellem specificeret og høj kapacitet?.

Normalt er høj kapacitets høstmaskiner lighedstegn med høj udstyrsgrad, men med TUCANO 470 og 480 vil CLAAS nu tilbyde høj kapacitets hybridteknologi til landmænd, der godt kan undvære noget af den komfort, som er kendetegnet for LEXION serien. TUCANO serien har arvet mange af egenskaber og tekniske løsninger fra storebror LEXION, men vi lægger ikke skjul på at det er en lavere specificeret serie.

Da TUCANO serien benytter samme type skærebord som LEXION, er det korrekt at der kan fås op til 9 meters arbejdsbredde, men da der er tale om maskiner med kapacitet svarende til en seksrysters LEXION 560, anbefales samme 7,50 meter VARIO skærebord til både TUCANO 470 og 480.

Det er selvfølgelig ærligt at forholdene for denne test gør at TUCANO 470 ikke kan vise dens virkelige kapacitet, men den viser klart tre af maskinens andre karakteristika - gode teknisk løsninger, god komfort og god halmkvalitet.


Kommentér artikel

NB! Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb.
Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.

Brugernavn: *
Adgangskode: *
Kommentar: *
Morten
21. dec 2009 kl. 12:53

Om halm kvalitet på rotormaskiner: Den er kun så elendig som man selv ønsker den skal være. Fejlen ligger i at langt de fleste danske maskinfører lukker broerne under rotoren for hårdt. Åben broerne noget mere, sæt hastigheden på rotoren lidt op, giv mejetærskeren en kilometer mere i timen, og så fejler din halm ingenting. Langt den største del af rotoren i en enkelt rotors maskine, er halmudskilings delen hvor den ikke længere tærsker men "rotere" kernerne ud af halmen. Det kan den bedre hvis der er lidt ekstra omdrejninger at gøre med og hvis halmen ikke er smadret for meget i den første halvdel af rotoren. Den begrænsende faktor i rotormaskiner er hestekræfter. Spild og halmkvalitet kan nå top karakter i 9 ud af 10 tilfælde ved at køre dem rigtigt.

Tilmeld dig Maskinbladets nyhedsbrev

Få nyhederne direkte i din indbakke