Hvis du køber eller lejer betalingsrettigheder, skal du ifølge EU-reglerne være aktiv landbruger og udføre mindst én landbrugsaktivitet. Det er desværre langt fra soleklart, hvad det helt præcist vil sige at være aktiv landbruger i EU-forstand. NaturErhvervstyrelsen har modtaget mange spørgsmål fra landmænd og landbrugskonsulenter. NaturErhvervstyrelsen er derfor gået videre til EU-Kommissionen for at få skabt klarhed over betydningen af reglen.

Hvad er der ikke tvivl om?

Hvis du har fået overdraget betalingsrettigheder efter 11. maj 2015, og du i 2016 er berettiget til grundbetaling, er NaturErhvervstyrelsen ikke i tvivl om, at du er aktiv landbruger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et eksempel er:

En køber af en ejendom overtager et areal sammen med et antal betalingsrettigheder i sommeren 2015. I 2016 ansøger han om grundbetaling. Hvis hans ansøgning godkendes, er han aktiv landbruger.

Dette er tilfældet i størstedelen af de overdragelser, som NaturErhvervstyrelsen modtager. På baggrund af tal fra tidligere år forventer NaturErhvervstyrelsen, at det kun drejer sig om ca. 1.000 ud af ca. 20.000 overdragelser årligt, hvor erhverver af betalingsrettighederne ikke søger grundbetaling.

Krav til landbrugsaktivitet

Hvis du har fået overdraget betalingsrettigheder efter 11. maj 2015, og du ikke modtager grundbetaling i 2016, kan du kun betegnes som en aktiv landbruger, hvis du opfylder mindst én af disse landbrugsaktiviteter:

Produktion eller dyrkning af landbrugsprodukter, herunder høst,

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erhvervsmæssigt dyrehold,

Slåning eller afgræsning af græs- og brakarealer eller

Produktion af juletræer og pyntegrønt.

Et landbrugsareal skal i denne sammenhæng mindst være 0,30 hektar.

Hvis du ikke opfylder mindst én af disse landbrugsaktiviteter, er du ikke aktiv landbruger og kan derfor ikke få overdraget betalingsrettigheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Du skal derfor overdrage betalingsrettighederne tilbage til den, som du fik dem af via Miljø- og Fødevareministeriets Tast selv-service. Hvis du allerede har videreoverdraget betalingsrettighederne, skal den, som du har videreoverdraget betalingsrettighederne til, først levere dem tilbage til dig. Begge overdragelser skal være indsendt senest 21. april 2016.

Er det nok at være aktiv i en uge?

Hvis du eksempelvis kun udfører én af landbrugsaktiviteterne i en kort periode, kan du vente på, at NaturErhvervstyrelsen fra EU-kommissionen får klarhed over reglerne, før du gør noget.

NaturErhvervstyrelsen har spurgt EU-Kommissionen om, hvor lang tid du skal råde over et areal, og hvad du skal foretage dig på arealet for at opfylde kravet om at være aktiv landbruger. Det kan eksempelvis være i disse situationer:

En køber af en ejendom overtager et areal efter udløb af en forpagtningsaftale pr. 1. oktober 2015, køberen vil ikke selv søge støtte, men den nye forpagtningsaftale begynder først 1. januar 2016. Er køberen så aktiv landbruger i de tre mellemliggende måneder?

En køber overtager et græsareal, og der søges ikke støtte til arealet. Er det nok, at der er indgået en græsningsaftale med en anden landbruger, eller skal det være køberens egne dyr, der afgræsser arealet?

Artiklen fortsætter efter annoncen

NaturErhvervstyrelsen vil melde afklaringen ud, så snart styrelsen kender EU-Kommissionens svar, så du får mulighed for at indrette dig efter præciseringen af reglen.

Hvorfor skal køber eller lejer være aktiv?

Formålet med EU-reglen er, at betalingsrettighederne holdes inden for landbrugserhvervet, så det fremover undgås, at dem, der ikke driver landbrugsjorden, kan tjene penge ved at leje betalingsrettigheder ud.

Der er frem til nu indsendt cirka 4.000 overdragelser med virkning for ansøgningsåret 2016. I samarbejde med Seges, Landbrug & Fødevarer og Foreningen af Private Planteavlskonsulenter trækker NaturErhvervstyrelsen lister, så konsulenterne kan identificere de overdragelser, de måske skal se nærmere på.

Dødsbo og forskud på arv

Hvis betalingsrettigheder overdrages fra et dødsbo eller som forskud på arv, er det ikke et krav, at arvingen opfylder betingelsen om at være aktiv landbruger.