Den 1. oktober er sidste frist for tilmelding til uddannelsen "Det strategiske lederskab", som netop er udbudt af Djursland Landboforening i samarbejde med Landbo Thy og Agri Nord.

Uddannelsen skal lære deltagerne at omsætte deres virksomheds strategiske mål til konkrete handlinger, som i sidste ende skal skabe udvikling i virksomheden. En udvikling, som ifølge Carsten Sørensen, afdelingsleder Driftsøkonomi, Djursland Landboforening, er uhyre vigtig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man skal have et mål og en strategi for virksomheden, hvis der i sidste ende skal tjenes penge. Sådan en uddannelse gør, at man bliver klogere på sig selv og sin virksomhed, og det giver langt bedre sparring med konsulenten, når begge parter er klar over, hvad der tales om.

- Ingen ror uden retning

På uddannelsen får deltagerne undervisning, teorier og værktøjer, som skal være med til at analysere deres egen virksomheds styrker, svagheder og udviklingspotentialer. Samtidig er der fuld fokus på lederskab i virksomheden. Her handler det om virksomhedens værdier og visioner samt evnen til at inspirere medarbejderne, så alle i virksomheden arbejder sammen mod de strategiske mål.

- Uden ror ingen retning. Hvis man ikke tager ansvar for sin virksomhed, hvordan skal medarbejderne så kunne tage ansvar for deres job og vide, hvordan arbejdet skal udføres, så virksomheden når målet, lyder det fra Carsten Sørensen.

Egen hverdag i fokus

Uddannelsen henvender sig til mellemledere, driftsledere eller ejere af en virksomheder med tilknytning til landbrug- og fødevarebranchen. Hvad enten man er ung eller erfaren, er der vigtig viden at hente. Man skal som minimum have en erhvervsuddannelse for at kunne deltage.

Under hele uddannelsen arbejder deltagerne med deres egen afdeling eller virksomhed. Dan Cort Jørgensen, chefkonsulent ved Erhvervsakademiet i Aarhus, er underviser på forløbet.