Henslængt i et hjørne i Hal E på Agromek i Herning står en rød traktor, der nok kan gøre John Deere gutterne grønne af misundelse og få Case-drengene til at se rødt. Og trænger man til et underholdende indslag midt i den seriøse landbrugsmesse, er 3F-standen nok et besøg værd.

3F Fagligt Fælles Forbund er nemlig sponsor for tractor-pulling teamet, Team Centurie fra Odder-egnen. Teamet har som blikfang medbragt stoltheden, Red Thunder, som er et brag af en traktor, der kan trække historiske hjulspor helt tilbage til 2. Verdenskrig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den voldsomme sag er nemlig bestykket med ikke én, men to Rolls-Royce Griffon motorer. De indviede ved allerede, hvad det handler om: Griffon er den V12-motor, der omkring krigens midte erstattede den tidligere og mindre Rolls-Royce Merlin motor i briternes legendariske Supermarine Spitfire fly, som spillede en helt afgørende rolle i Slaget om England og som fik omgående legende-status.

En afgørende rolle spiller de to motorer nu i Odder-teamets Red Thunder. Teamet har i løbet af de seneste fire år vundet DM-titlen tre gange, nemlig i 2009, 2010 og 2012.

- I forhold til Merlin-motorerne fik Griffon-motorerne 10 liter større slagvolumen. Og tænk engang - de havde jo fire ventiler pr. cylinder og dobbelte overliggende knastaksler allerede dengang, siger et af team-medlemmerne, Jørgen Mortensen, som vi møder på standen sammen med monster-traktorens faste kører, Ole Mikkelsen.

Hør den i maj

Hver af de to Spitfire-motorer har et slagvolumen på 36,7 liter. På bundlinien har de tilsammen 5.000 heste.

- Måske lidt mere, siger Jørgen Mortensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu er det forholdsvist sjældent, at man finder to historiske Spitfire-motorer, der ligger og flyder til ingen verdens nytte, og da teamet faldt over dem i Tyskland nær den hollandske grænse, var de allerede indbygget i et vrag af en traktortrækker. Siden er alt renoveret og bygget om, og det er af og til en ret dyr sport for det otte-ti mand store team. Alene et sæt nye bolte til den nedre del af motoren kostede 11.000 kr. til hver motor.

- Vi fik den ud at køre første gang i 2009, siger Jørgen Mortensen fra teamet, der ellers har dyrket sporten siden 1994.

Lyst til at se - og høre -den i virkeligheden? Så er der en nærliggende mulighed under 1. afdeling af DM næste år, nærmere bestemt på Herning Pulling Arena lørdag 4. maj næste år.