Et udbrud af plasmacytose er ekstremt alvorligt for en minkavler.

Det betyder, at besætningen skal saneres. Alle dyrene skal aflives, burene skal renses og rengøres og nye avlsdyr skal indgå i besætningen, før udbruddet er væk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er svært at sætte nogen præcis tidsramme på processen, men vi håber meget på at få styr på smittekilden og udbredelsen i løbet af 2016,

- Sander Jacobsen, direktør Kopenhagen Fur

Dermed pålægges minkavleren store udgifter.

- Der er ingen tvivl om, at det er en alvorlig situation for de danske minkavlere. Hvis besætningen bliver smittet med plasmacytose, skal den saneres. Og det koster mange penge for den enkelte minkavler. Men det er den eneste måde at komme smitten til livs på, siger Sander Jacobsen, direktør for public affairs hos Kopenhagen Fur som undersøger udbruddet af plasmacytose.

Mange minkfarme smittet

I skrivende stund er omkring 20 procent af de danske minkfarme inficeret med plasmacytose. 276 besætninger er smittet af den alvorlige sygdom.

Indtil sidste efterår var der ellers godt styr på plasmacytose i Danmark. Her var omkring 4-5 procent af de danske minkfarme inficeret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi arbejder i øjeblikket på højtryk for at finde frem til smittekilden. På nuværende tidspunkt har vi foderet under lup og undersøger de ingredienser, der er i foderet. Samtidig krydstjekker vi med de smittede besætninger, for at se, om vi kan finde sammenhænge der kan forklare smitten, siger Sander Jacobsen.

Foder under mistanke

Kilden til den store forekomst af plasmacytose er endnu ikke fundet. Der arbejdes derfor på højtryk for at finde frem til smittekilden, så spredningen af sygdommen kan stoppes så hurtigt som det overhovedet er muligt.

- For os handler det om at komme plasmacytose til livs så hurtigt som muligt. Det er svært at sætte nogen præcis tidsramme på processen, men vi håber meget på at få styr på smittekilden og udbredelsen i løbet af 2016, siger Sander Jacobsen.