Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Husholdningsaffald skal give mere økologi

Af esu - 26. okt. 2017 KL. 08:13

Hvis økologien skal vokse endnu mere, så skal en større mængde husholdningsaffald fra byerne ud som gødning på de økologiske marker. Det mener Landbrug & Fødevarer.

Vi skal have nærringstofferne retur fra byerne og ud på markerne.

Sådan lyder det fra Landbrug & Fødevarer, der i en 10-punktsplan for økologiens udvikling, peger på mere recirkulering, som en nødvendighed for at drive dansk økologi fremad. Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

- De økologiske landmænd, der ikke har husdyr og dermed adgang til gødning, er ofte afhængige af at importere gødning, hvis ikke deres udbytte fra markerne skal falde. Derfor er der brug for at få næringsstoffer som kvælstof, fosfor og kalium fra andre kilder, hvis der skal sættes skub i den danske økologi. Og her er det oplagt at bruge organisk affald fra byerne, siger Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.

Genbrug af organisk affald er et af hovedemnerne, når over 300 økologer og økologiinteresserede i dag mødes til Årsmøde for økologer i Fødevarepark Skjern-Enge.

For i takt med at det økologiske areal bliver større, så vokser behovet for mere økologisk gødning også. Der er i dag to velfungerende økologiske biogasanlæg i Syddanmark og et stort nyt anlæg i Brande. Derudover udvider Linkogas i Rødding med en økologisk linje til sommer, og tre andre anlæg er på vej.

Samtidig har en tredjedel af kommunerne nu indført kildesortering og særskilt indsamling af den organiske del af dagrenovationen. Blandt dem er Københavns Kommune, som nu begynder at indsamle madaffald fra 280.000 husstande.

Det glæder Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarers Økologisektion.

- Efter de første spæde skridt for otte-ni år siden, så ser vi nu for alvor et gennembrud med indsamling af husholdningsaffald og funktionsdygtige biogasanlæg. Det betyder at øget recirkulering er på vej til at blive en realitet. Det er indbegrebet af kredsløbstankegangen i økologien og vil gøre os i stand til at bruge færre ressourcer, siger han.

Men der er stadigvæk en række forhindringer på vejen mellem husholdningsaffaldet i byerne og de økologiske marker.

- Det er vigtigt at kommunerne ikke blander husholdningsaffaldet sammen med deres spildevandsslam, så økologer bliver afskåret fra at bruge det. Og så skal vi lige have Miljøstyrelsen til at fastsætte nogle skrappe krav til renheden, så vi for eksempel ikke får uacceptable mængder af plastik ud på markerne fra indsamlingsposerne, siger økologiformanden.

Ifølge en opgørelse har fra Miljø- og Fødevareministeriet har det økologiske produktionsareal aldrig været større, end det er nu. Det økologiske produktionsareal voksede i 2016 med 21 procent til i alt 216.794 ha. Det svarer til 8,1 procent af Danmarks samlede landbrugsareal.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame