Apparatet Granolyser HL fra det tyske firma Pfeuffer er et nyt tilbud fra Almas Korn, som i disse dage demonstres på Agromek.

- Vi har af og til fået forespørgsler fra større landbrug og kornhandlere om sådan et apparat, og vi har kigget på flere typer, blandt andet amerikanske, før vi fandt dette apparat fra tyske Pfeuffer, fortæller sælger Jes Tøttrup Loft fra Almas Korn A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han tilføjer, at de amerikanske apparater har det problem, at vi ikke er fortrolige med de amerikanske måleenheder, så derfor er det tyske apparat helt ideelt til det danske marked.

- Apparatet kan analysere alle kornarter, både de traditionelle og eksempelvis ris. Og også soja , siger Jes Tøttrup Loft.

Han har et udvalg af kornprøver på Almas Korns stand på Agromek, så han kan vise, hvordan apparatet fungerer i praksis, og han tilføjer, at besøgende også er velkomne til selv at medbringe egne kornprøver til analyse.

Analyseresultatet foreligger cirka 40 sekunder efter, at kornprøven er hældt i apparatet, og resultatet viser vandprocent, protein, gluten og sedi, der er et udtryk for bageværdi. Desuden viser den udstillede model også hollandsk vægt.

Det samlede analyseresultat kan herefter printes på en lille papirstrimmel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jes Tøttrup Loft tilføjer, at produkterne fra Pfeuffer omfatter et bredt sortiment af udstyr lige fra de mere enkle til måling af vandprocent i korn til de mere avancerede som Granolyser HL, som også kan måle protein, gluten, hollandsk vægt og meget mere.

Han forventer, at apparatet især vil blive efterspurgt af større svineproducenter, som selv producerer foder, fordi selv småudsving i eksempelvis proteinindholdet er afgørende for blandingernes optimering.

- Vi møder jævnligt svineproducenter, som har analyseudgifter i størrelsesordenen 20.000 kroner til foderstoffen, så alene i direkte besparelser kan der være en idé i at anskaffe udstyret, mener Jes Tøttrup Loft.

Han forestiller sig også, at to-tre landmænd kan gå sammen om apparatet.