Når høsten 2018 skydes i gang sker det med to helt nye John Deere S790i mejetærskere på Knuthenborg på Lolland med pick-up og 35 fods sejlskæreborde.

- De tidligere maskiner har nu kørt hos os i 14 år, og det er planen, at det skal de nye også, fortæller Carsten Nielsen og Ole Johansen, maskinfører på det 1.250 hektar store gods på Lolland, som nu kan se frem til at pensionere de gamle John Deere 9880 STS maskiner fra 2004 med 30 fod traditionelle skæreborde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi vil gerne klare høsten på 10 til 12 dage, da det er dér vi har de mest optimale forhold i vores område.

- Evald Jensen, Godschef på Knuthenborg

Godset havde overvejet flere maskiner, men valget faldt igen på John Deere.

- Vi havde en John Deere-mejetærsker på demonstration i høsten 2017, og det har helt klart ikke gjort valget svære, fortæller de to maskinfører.

De bakkes op af Evald Jensen, Godschef hos Knuthenborg, som også påpeger en god genslagsværdi på de grønne maskiner:

- Vi kunne bytte til en rigtig fornuftig pris, og det har naturligvis også noget at sige, men den nok største grund er tilliden til den lokale John Deere-forhandler i Søllested, fortæller han om Søllested Maskinforretning, som blot ligger 15 kilometer væk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sikre høsten på 12 dage

Markplanen hos Knuthenborg består af 25 procent roer til sukker, 25 procent maltbyg, 25 procent hvede og de sidste 25 procent er overvejende specialafgrøder, hvor blandt andet frøgræs nu skal være en større del af markplanen.

- Det er blandt andet én af grundene til, at vi har købt to 15 fods pick-up til mejetærskerne, og vi opgradere samtidigt også på frølageret med et nyt tørreri til kommende høst, fortæller Evald Jensen.

Der skal høstes et sted mellem 800 og 900 hektar, og sættes det på spidsen, kan én mejetærsker godt klarer dette areal, men hos Knuthenborg sætter man rettidigheden øverst, og dermed kører noget længere med maskinerne:

- Vi vil gerne klare høsten på 10 til 12 dage, da det er dér vi har de mest optimale forhold i vores område. Dermed er det ikke sagt, at vi høster alt kornet tørt, i sæson 2017 har vi høstet en del korn med 20 procent vand.

Tanken er, at i stedet for at udskifte mejetærskere efter en kort årrække, så beholder man maskinerne i 14 år, og dermed kan man også godt tillade sig at høste mindre med maskinerne hvert år, påpeger den lollandske godschef:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rent økonomisk er vi overbeviste om, at det er den rette måde at gøre det på.

Foruden et genvalg til John Deere på mejetærsker-siden, så kører godset i forvejen med John Deere-traktorer, og det er endnu en grund til, at mejetærskeren bliver i samme farve:

- Det er rart når autostyringshattene passer fra traktor til mejetærskere

Ser frem til høsten

De to maskinfører hos Knuthenborg ser frem til høsten, hvor sejlskærebordene især bliver spændende at opleve:

- Der er ingen tvivl om, at vi kan øge vores kapacitet med de borde, og det bliver rigtigt spændende, når først vi kommer i gang. Desuden er der også en stor fordel rent komfortmæssigt fra de gamle kabiner til de nye høstkabiner fra John Deere, fortæller de to maskinfører til Maskinbladet under Agritechnica 2017, hvor en lignende S790i-mejetærsker blev nærstuderet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også hos Søllested Maskinforretning er man glade for genvalget til John Deere-mejetærskerne:

- Det bliver de første S700 rotormaskiner til sydhavsøerne indtil videre, fortæller Torben Kepp Jensen, indehaver af Søllested Maskinforretning.