Ønsket om at begrænse udvaskning af næringsstoffer har medført arbejde til maskiner som dem, Niels Johansen har specialiseret sig i. Han er ejer af Curru-Tek, en virksomhed med speciale i at bygge maskiner, som kan bjærge biomasse på bløde arealer. Det gælder både græs og flis. Ofte er han selv chauffør, når der skal høstes på arealer med usikker grund.

- Jeg udvikler maskiner til specielle formål, men når jeg kører dem, finder jeg ud af rigtig mange ting, som jeg kan forbedre og udbygge, siger Niels Johansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har været i dialog med både biogasanlæg, lodsejere, universiteter og Naturstyrelsen om opgaver og krav til maskineriet, der skal høste i vådområder. Kravene er mange, men Niels Johansen har designet en maskine, der opfylder dem alle.

Specialbælter

Enghøsteren kan høste, snitte og smide op i én arbejdsgang, den har en høj kapacitet og laver en kvalitet, som gør, at biomassen kan køres direkte til biogas. Den har et meget lavt marktryk, fordi den har en trædeflade på 7,92 kvadratmeter og vejer 4,8 tons.

- Det giver et marktyk på 606 kilo per kvadratmeter. Den manøvrerer skånsomt, så græssets rodnet skades minimalt, forklarer automatikmekanikeren, der nu på 10. år er direktør i eget firma.

Maskinsættet, vi møder i Lille Vildmose, er baseret på et ombygget skærebord, der både snitter, neddeler og smider materialet op til aftagervognen i én arbejdsgang. Det specielle skærebord er monteret på en almindelig frontlift med en hjemmebygget bæltetraktor bag.

- Motoren kommer oprindeligt fra en Claas Jaguar finsnitter og har 410 hk på kraftudtaget. Det gør, at der er masser af energi til de fleste redskaber, der kan monteres i 3-punktsophænget. Maskinen er bygget, så der kan komme mange andre redskaber i liften end græsklipperen, da det er et standardophæng, forklarer Niels Johansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skånsom høst

Det er vigtigt, at rodnettet skånes, så væksten kommer igen, og plantedække holdes intakt, understreger Niels Johansen.

- Det er jo rodnettet, der skal holde maskinerne oppe på blød bund, forklarer han og tilføjer, at han blandt andet har kørt for Aage V. Jensens Fond på mange af de naturarealer, hvor andre ikke kan køre uden at lave spor.

- Der, hvor du ikke kan gå i gummistøvler, kan den stadig køre, derfor er den eftertragtet. I sommeren 2017 høstede vi 100 hektar eng- og mosearealer, og her i 2018 har vi indtil videre høstet på 135 hektar for Naturstyrelsen, som er blevet kørt til biogasanlægget i Foulum og Nature Energy i Vaarst, fortæller Niels Johansen, som kører i hele Jylland og på Fyn.

Han har blandt andet kørt med sættet ved Randers, Mønsted ved Viborg, Odense Fjord, Bogense og oplever stigende efterspørgsel på det tre meter brede skærebord, der både snitter, deler og snegler plantematerialet.

Ønskemaskiner

I 2008 stiftede Niels Johansen Curru-Tek ApS med henblik på at levere automatik til industrien. Det har i dag udviklet sig til en produktion af redskaber og maskiner efter kundens ønsker til specifikke formål. Opgaverne kombineres med smedearbejde, maskinteknik og automatisk styring. I dag beskæftiger virksomheden to fuldtidsansatte og en deltidsansat. Erfaringerne med vådområder har Niels Johansen med sig fra barnsben. Hans far og bror høster tækkerør, og erfaringerne med det satte gang i specialmaskinerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har i mange år forsøgt os med standardmaskiner på sumpet og våd jord, men det er ikke optimalt. Derfor mente jeg, at det var på tide at sætte ind med maskiner til formålet, og det har jeg gjort.