Landets hospitaler har i årevis sluppet cellegifte, antibiotika, radioaktive stoffer og andre lægemiddelrester urenset ud i havmiljøet. Men nu er det slut, i det mindste for hovedstadens hospitaler. Det skriver ing.dk.

Inden for det næste halve år modtager Hvidovre Hospital det første krav om at rense sit spildevand. Og hospitalet er klar til at implementere teknologien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det har været en sej proces, fra myndighederne for ti år siden begyndte at mistænke, at hospitalsspildevandet indeholdt sundheds- og miljøskadelige stoffer og til nu, fortæller Hvidovre Kommunes miljøsagsbehandler, Morten Beha Pedersen.

Men gennembruddet for rensekravet kom i virkeligheden for tre år siden:

- Dengang blev det påvist, at vi faktisk står med at problem med hospitalerne der udleder spildevand, som overstiger EU’s vandkvalitetskrav, siger Morten Beha Pedersen til ing.dk.

Men eftersom sygehusenes eneste alternativ til at slippe spildevandet ud, var at samle det op og sende det til Kommunekemi, havde kommunerne, der ifølge miljøloven også skal vurdere proportionaliteten af deres krav, ikke nogen reel mulighed for at stille krav. For der var ingen teknologi.

- Nu er vi kommet så langt med teknologiudviklingen. Så i disse dage går alle omegnskommunerne i gang med at stille krav til hospitalerne om at rense spildevandet, siger Morten Beha Pedersen.