DEBAT - I Maskinbladets den 4. marts 2017, kunne man i et læserbrev skrevet af Martin Merrild, Formand i Landbrug og Fødevarer, læse et postulat om, at Dyrenes Beskyttelse udelukkende deltager i den nuværende diskussion om kampen mod Svine-MRSA, når der er mediebevågenhed. "Ønsker I ikke at blive klogere?" var hovedspørgsmålet i læserbrevet. Merrild bygger sin argumentation på, at Dyrenes Beskyttelse (blandt andre organisationer og partier) ikke var repræsenteret på en konference, men derimod havde deltagende kommunikationspersonale til et møde om sociale medier.

Eksemplerne valgt i forsøget på at miskreditere Dyrenes Beskyttelses, må stå for Hr. Merrilds egen regning. Jeg finder det dog stærkt bekymrende, at den højest rangerede person i en erhvervsorganisation, der taler på vegne af store dele af landbrugssektoren, så direkte efter spilleren i stedet for bolden, når flere og flere ytrer bekymring om dansk landbrugs og myndighedernes lemfældige håndtering af udbredelsen af Svine-MRSA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Seneste tal viste, at 88 procent af alle svinebesætninger er bærer af Svine-MRSA, som kan smitte mennesker, hvilket er en kraftig stigning. Forkert og/eller ukritisk brug af antibiotika er hovedårsagen til at resistente bakterier opstår. I Dyrenes Beskyttelse fremhæver vi derfor de faglige belæg, som understøtter hvilke dyrevelfærdsinitiativer, der helt naturligt kan modvirke udviklingen.

Det er hverken i samfundets, landbrugets eller dyrenes interesse at forsøge at forklejne problematikken. Antibiotikaresistens er et verdensomspændende problem - det er hvilke konferencer Dyrenes Beskyttelses personale deltager i, ikke.