Landbrugsrådgivnings-virksomheden LMO oplever stor interesse med nyt initiativ, der skal klæde landmandsfamilier på til et vellykket generationsskifte - også selv om realiseringen kan ligge en del år ude i fremtiden.

Målgruppen er landmænd og ægtefæller over 55 år når landbrugsrådgivnings-virksomheden LMO ved et seminar 23.-24. marts 2017 på Hotel Årslev Kro tilbyder landmandsfamilier halvanden dags intensivt fokus på de relevante temaer i forbindelse med et generationsskifte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er første gang, LMO arrangerer et seminar med dette indhold, og at dømme efter forhåndsinteressen har vi ramt et behov. Tanker omkring generationsskifter er noget mange skubber foran sig. Derved risikerer de at komme uhensigtsmæssigt sent i gang, siger adm. direktør i LMO, Jan Winther.

Seminaret er sammensat med et mix af korte indlæg, gruppearbejde og individuelle drøftelser med landmændenes partner samt rådgivning fra LMO's eksperter. Med hjem får deltagerne en konkret handlingsplan.

Den menneskelige faktor

Fokus ved seminaret rettes bl.a. på temaer som den menneskelige faktor i generationsskifte-processen, deltagernes individuelle mål og bekymringer, hvad man kan gøre for at optimere og få det økonomiske overblik.

- Formålet med dette tilbud er hjælpe landmændene til at komme videre i generationsskifteovervejelserne. Det kan være svære beslutninger. Ofte er det en af landmandens tre vigtigste beslutninger i livet: Konen, gården og så at man skal derfra igen, siger chefrådgiver hos LMO, Sonja Sørensen og uddyber:

- Vi forsøger at komme hele vejen rundt om problematikken. Dels de personlige relationer og så selvfølgelig de hårde økonomiske ting vedrørende salget, herunder skatteoptimering. Disse ting skal man typisk have tilrettelagt lang tid i forvejen, hvis det skal gøres mest optimalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det bedste afsæt

Den overordnede målsætning med processen er, at sikre landmandsfamilierne en så harmonisk og fordelagtig proces som muligt i forbindelse med et ejer- og generationsskifte.

- Et vellykket generationsskifte indenfor familien er til stor glæde, fordi der videregives noget meget værdifuldt til næste generation. Men det kan også være rigtig svært, når man blander familie og virksomhed sammen. Derfor er det vigtigt at få lavet klare aftaler og afstemme forventningerne. Det er det bedste afsæt for et vellykket generationsskifte, fastslår socialkonsulent hos LMO, Inger Kristensen idet hun tilføjer:

- Der er mange konstruktionsmuligheder af økonomisk og juridisk art, men man skal samtidig huske, at det ikke kun skal lykkes for virksomheden, men også for de mennesker, der skal leve i den. Det handler meget om hvilke ønsker den enkelte har for fremtiden, hvilke personlige værdier der vægtes højt, samt at få sat på dagsorden, hvor der er ligheder og forskelle.