En række minkavlere får nu en hjælpende hånd midt i et ekstraordinært stort udbrud af den frygtede minksygdom plasmacytose.

Sygdommen betyder nemlig, at de er nødt til at tilsætte kalk til deres gylle for at mindske faren for smittespredning. Desværre betyder det, at gødningsværdien samtidig falder betragteligt. For at gyllens reducerede kvælstofindhold skal tælle tilsvarende mindre i gødningsregnskabet, kan landmanden nu få dispensation til at nedjustere tallet. Dermed er gyllen stadig attraktiv som husdyrgødning på markerne.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

For at gøre det lettere for avlerne at søge den nødvendige dispensation, så letter vi nu proceduren midlertidigt i år.

- Vi står i en ekstraordinær situation, hvor vi giver landmanden en hjælpende hånd ved at gøre dispensationen langt enklere ved hjælp af en anmelde-ordning, hvor landmanden blot skal indsende en erklæring om, at han opfylder betingelserne for dispensation i stedet for at indsende en formel ansøgning og afvente den normale sagsbehandling, siger enhedschef Pernille Balslev-Erichsen fra NaturErhvervstyrelsen.

Man opnår således dispensationen for planperioden 2015/16 ved at erklære, at man opfylder betingelserne for dispensationen og via hjemmesiden opgive hvor stor en mængde kvælstof, som er blevet tilsat kalk. Man skal dermed ikke sende dokumentation ind til NaturErhvervstyrelsen, men blot opbevare dokumentation for nedsættelsen af kvælstofsmængden i gyllen - blandt andet i form af dokumentation for syge dyr, indkøb af hydratkalk og gødningsplanlægning hjemme på bedriften.