Jonna og Anders Ahrenfeldt, der ejer og driver Hostup Hovedgaard i Vestsalling, har netop investeret i en ny, kraftfuld traktor. En Claas Axion 830 CIS, leveret af Bredsgaard A/S i Kjellerup.

- Selv om prisen selvfølgelig også betyder noget, har den ikke været afgørende. Vi lægger mere vægt på, at traktoren er stærk, solid og driftssikker, og at den har en velindrettet kabine, der sikrer et godt og trygt arbejdsmiljø. Allervigtigst er dog den meget høje grad af service, vi altid får hos Bredsgaard A/S, siger Anders Ahrenfeldt blandt andet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

... i 2007 satte vi køerne ud og solgte mælkekvoten. For de penge, der kom ind ved salget, påbegyndte vi en nænsom renovering og restaurering af gården, hvis hovedbygning stammer fra 1742.

Anders Ahrenfeldt

Hostup Hovedgaard

Omfattende renovering

Ud over Hostrup Hovedgaard driver ægteparret også tre gårde i og omkring Kjellerup. Men den historiske hovedgård har en særlig plads i deres hjerter. Gården ligger i et meget naturskønt område med en rig variation af dyr og planter og blot få hundrede meter fra Limfjorden. Den blev i 1968 købt af Jonna Ahrenfeldts forældre, Marie og Poul Bisgaard, der siden overdrog den til datteren og svigersønnen.

- Vi drev oprindelig gården med malkekvæg. Men i 2007 satte vi køerne ud og solgte mælkekvoten. For de penge, der kom ind ved salget, påbegyndte vi en nænsom renovering og restaurering af gården, hvis hovedbygning stammer fra 1742. Gården har et jordtilliggende på cirka 180 hektar, hovedsageligt strandenge, der drives med naturpleje og afgræsses af et stort antal korthornskvæg. Herudover dyrker vi korn på cirka 25 hektar, fortæller Anders Ahrenfeldt.

Fester i Riddersalen

Den væsentligste aktivitet på Hostrup Hovedgaard er dog udlejning af festlokaler og af de i alt 22 individuelt indrettede dobbeltværelser, der er indrettet i hovedbygningen samt i den tidligere forpagterbolig.

- Med sin smukke, historiske fremtoning indbyder hovedbygningen i den grad til store og små familiefester. Det får flere og flere øjnene op for, både lokale og gæster udefra. Der er jo en ganske særlig stemning forbundet med at holde sit bryllup eller en anden stor fest i Riddersalen. At både værter og mange af gæsterne efter festen også kan overnatte på Hostrup Hovedgaard, er naturligvis et ekstra plus, siger Jonna Ahrenfeldt.