Det har taget fem år for ingeniør Georg Rosenkilde at få anerkendt, at hans hestecenter er en erhvervsvirksomhed. Med sejren over Skat i Landsskatteretten kan Georg Rosenkilde og hans rådgiver hos LMO samtidig glæde sig over, at flere hundrede tusinde kroner indbetalt skat kommer retur.

Georg Rosenkilde købte sin ejendom ved Karup i 1989 for at skabe et hestecenter med forskellige aktiviteter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ridehallen stod klar i 2003, hvorefter den blev lejet ud på timebasis til først en rideklub, siden en islænder¬forening. Andre indtægter kom fra opstaldning af private heste og udlejning af Georg Rosenkildes egne 15 heste til rideklub og terapi-ridning, samtidig med, at de 15 heste indgik i Georg Rosenkildes stutteri.

Underskud

I 2007 ændrede forholdene sig for Georg Rosenkilde, som både mistede rideklubben som lejer og et værdifuldt hingsteføl, og da han stod med et stort underskud ville Skat ikke anerkende centrets aktiver som erhvervsaktiver. Nu var det hobby-virksomhed.

Efter en syns- og skønsforretning, som gav Skat ret i sin vurdering - og Georg Rosenkilde en regning på 100.000 kroner for bare ét indkomstår - gik LMOs chefrådgiver i skattespørgsmål, Poul Hjorth, ind i sagen sammen med Videncenter for Landbrug, og Landsskatteretten har nu accepteret den udlægning, landbrugstjenesterne er kommet med. Georg Rosenkilde har fået sit skattefradrag.