Maskinimportøren Helms TMT-Centret har endnu en gang offentliggjort et regnskab med solide sorte tal på bundlinjen.

Bruttofortjenesten og resultatet for regnskabsåret 2012-13 blev henholdsvis cirka 23,9 millioner kroner og cirka 6,0 millioner kroner. Tallene er lidt lavere end året før, hvor Helms TMT-Centret havde en bruttofortjeneste på cirka 26,5 millioner og et resultat på cirka 8,2 millioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men virksomhedens direktør Kristian Helms er tilfreds og kalder resultatet for "bedre end forventet". Han forklarer, at Helms tidligere har boostet sit regnskab ved at opkøbe andre firmaer.

- Det er reel drift nu, og det giver os nye muligheder, siger Kristian Helms.

I flere brancher og lande

Han henviser til Helms TMT-Centrets fremstød på Sjælland, hvor virksomheden er flyttet ud af lejelokaler i Sorø og ind i egne lokaler i Ringsted.

- Vi har fået eget værksted og lager og har også ansat specialister i fejemaskiner, fortæller Kristian Helms, der ud over Ringsted-afdelingen også står i spidsen for en afdeling i Aarhus og hovedkontoret i Lind ved Herning i Midtjylland.

Helms er en alsidig virksomhed og har maskiner til både skov-, anlægs- og vej & parksektoren samt landbruget på programmet. Og de har gennem en del år også haft en markant tilstedeværelse i Sverige, hvor Kristian Helms for nylig var på besøg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi overvejer at melde os ind i Svenske Maskinleverandører, fortæller direktøren, der straks efter Sverige-turen tog af sted sydpå til Hannover for at deltage i den store landbrugsmaskinmesse Agritechnica.