Hedegaard foods A/S har købt 70 procent af aktierne i Sveriges største ægpakkeri, Svenska Lantägg AB. Det oplyser Hedegaard foods A/S, der tilføjer, at de to selskaber tilsammen vil omsætte for ca. 850 millioner danske kroner.

Hedegaard foods og Svenska Lantägg har i flere år haft et forretningsmæssigt samarbejde. Efter aktiekøbet skabes en af Skandinaviens største virksomheder inden for forarbejdede ægprodukter og friske skalæg med en distribution af cirka en milliard æg årligt i Sverige og Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Ivan Noes Jørgensen, adm. direktør i Hedegaard food A/S og fremover også daglig leder af Svenska Lantägg AB, er selskabets vision at levere sikre og sunde fødevarer i Skandinavien.

- I Skandinavien er der nul-tolerance i forhold til salmonella. Begge virksomheder efterlever verdens skrappeste salmonellahandlingsplan og differentierer sig således fra konkurrenter uden for Skandinavien, siger han og fortsætter:

- De to virksomheder vil fremover blive drevet som to selvstændige virksomheder. Forbrugerne i Danmark og Sverige har præference for æg produceret i de respektive lande, og derfor vil den svenske forbruger fortsat få leveret friske svenske skalæg, og den danske forbruger vil tilsvarende få leveret friske danske skalæg, siger han.