Interessen for ISOBUS er stigende og HE-VA har derfor indledt samarbejde med en britisk udvikler om udvikling af software til maskinerne i deres sortiment, så de kan imødekomme efterspørgslen.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi oplever lige nu en markant stigning i forespørgsler efter ISOBUS og for at imødekomme kundernes ønsker, har vi indgået et samarbejde med vores underleverandør, RDS Technology i England, om udviklingen af softwaren, så den stemmer overens med reglerne i ISO 11783. Det bliver dermed nemmere for brugeren at betjene de mange funktioner, såsom arbejdsbredde, såmængde osv. fra én og samme skærm, siger Peter Primdahl, Ingeniør hos HE-VA.

Med ISOBUS vil det bl.a. være muligt at håndtere op til 4 Multi-Seedere, som HE-VA kalder deres frøsåudstyr, på 1 skærm, hvor man kan styre såmængde i antal kg/ha, arbejdsbredden, hastigheden og det såede areal og samtidig styre mængden af sneglegift og gødning.

I første omgang introduceres ISOBUS til HE-VAs sortiment indenfor frøsåudstyr og udvalgte grubbere, strigler og græstromler monteret med Multi-Seeder, men på sigt, og i takt med efterspørgslen, udvides konceptet til de andre maskiner i sortimentet.

ISOBUS er særligt velegnet til landmænd, som både sår, gøder og sprøjter og som ønsker et højt informationsniveau og et godt overblik.