Sprøjteproducenten Hardi har en verdensnyhed med til Agromek 2014, der finder sted i næste uge. Den består i en ny 464 pumpe, som ifølge producenten selv er kendetegnet ved et optimeret væskeflow, forbedret membranmateriale og smøring fra forsiden af pumpen, hvilket giver længere levetid og nemmere service.

Der er tale om pumpeseriens topmodel, som nu er blevet redesignet og forbedret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyt materiale

Ved at forbedre væskeflowet gennem topstykkerne reducerer Hardi trykfaldet på sugesiden og øger sliddelenes levetid ved de seks membraner. Lejerne har brug for regelmæssig smøring, og dette gøres nemt via de to fjern-smøringsnipler. Således kan både det forreste og det bageste hovedleje smøres fra pumpens forside. Derudover er der nu indbyggede kroge i membranens topstykke, som kan anvendes, hvis pumpen skal løftes af platformen.

Materialevalget er også ændret, og det samme er pumpens konstruktion og design. Blandt andet er der indført en ny støbt støttering til plejlstængerne, der forlænger pumpens mekaniske holdbarhed, nyt membranmateriale etc.

For at beskytte pumpen mod mudder og vand er pumpen monteret med Syntal dæksler over membranens topstykker. Dækslerne kan let afmonteres ved service af pumpen.

Den nye Hardi 464 pumpe findes i fire udgaver for henholdsvis 540 og 1000 o/min med en pumpekapacitet på 280-349 l/min. Pumpen er selvansugende, så den kan køre tør uden skader på pumpen. Endvidere kan den rotere med og mod uret og har tørt pumpehus, som letter vedligeholdelsen og kræver ingen særlige værktøjer til servicering.

Den nye HARDI 464 pumpe er netop i denne måned taget i brug i produktionen i Hardis fabrik i Nr. Alslev.