For at købe afgiftsfri handelsgødning og modtage husdyrgødning skal du huske at tilmelde dig registret for gødningsregnskab. Indtil 31. juli 2015 kan du tilmelde din virksomhed til Register for Gødningsregnskab i planperioden 2014/2015, hvorefter fristen udløber for denne planperiode.

Hvem skal tilmelde

Hvis din virksomhed allerede er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, skal du ikke tilmelde virksomheden igen. Du kan se på NaturErhvervsstyrelsens hjemmeside, om din virksomhed allerede er tilmeldt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Du skal til gengæld tilmelde din virksomhed til registeret, hvis du i perioden 1. august 2014 til 31. juli 2015:

- Er blevet ejer af en nystartet virksomhed, og betalingsrettighederne til landbrugsjord eller dyreenhederne er flyttet over til dit CVR-nummer.

- Hvis du har ændret din virksomhed, så din virksomhed har fået et nyt CVR-nummer, og betalingsrettighederne til landbrugsjord eller dyreenhederne er flyttet over til det nye CVR-nummer.

- Hvis du er blevet bobestyrer for et døds-, konkursbo eller brugeligt pant med et tilknyttet SE-nummer.

Derudover skal du tilmelde din virksomhed til Register for Gødningsregnskab, hvis virksomhedens årlige momspligtige omsætning fra salg inden for planteavl, husdyravl, skovbrug er på over 50.000 kr. - og virksomheden samtidig har over ti dyreenheder (DE), eller har en husdyrtæthed over 1,0 DE/ha, eller modtager mere end 25 tons husdyrgødning eller anden organisk gødning inden for en planperiode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan tilmelder du

Du tilmelder din virksomhed til Register for Gødningsregnskab ved at logge på Tast selv-service på NaturErhvervsstyrelsens hjemmeside, og benytte skemaet "Register for Gødningsregnskab".

For at en virksomhed kan tilmeldes, skal den have en momspligtig omsætning fra salg inden for landbrugsaktiviteter.