Ukendte sammenhænge skal ud af mørket, og fastgroede sædvaner skal efterprøves, når den landsdækkende dyrlægepraksis Danvet som den første i branchen ansætter en epidemiolog til at analysere data fra over fire millioner svin.

Dyrlægen Hanne Bak har en ph.d. i epidemiologi, og hun er ansat til at få sat struktur på den enorme mængde data, som Danvet har adgang til fra de mere end 1000 svinebesætninger i kundekartoteket. Indtil videre er informationerne samlet på besætningsniveau, og Hanne Baks rolle bliver at finde sammenhænge på tværs af de mange svineproducenter.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Der er ofte flere forskellige måder at løse et givent problem, ligesom der er mange muligheder for at forbedre produktiviteten. Og ved at efterprøve effekten af forskellige tiltag, får vi bedre mulighed for at finde de bedste løsninger. Hvilke tiltag virker eksempelvis bedst på at forebygge navlebrok? Når vi samler al data på tværs af vores kunder, kan vi i meget højere grad afdække problemstillinger eller gevinster, som man ikke umiddelbart ser. Det kan potentielt give enorm værdi for svineproducenterne, forklarer Anders Elvstrøm, dyrlæge i Danvet, i en pressemeddelelse.

- Alle kan blive klogere på tal

Hanne Bak glæder sig til at komme i gang med arbejdet, der både kommer til at foregå ude ved grisene og inde på kontoret.

- Målet med mit arbejde er at cementere eller afvise alle de ting, man tager for givet ude i staldene. Svineproducenterne får dermed en samarbejdspartner med et hidtil uset videnskabeligt fundament at rådgive ud fra. Der er så mange tal derude, som ingen kigger på, og det synes jeg er ærgerligt, for vi kan alle blive klogere på de her sammenhænge, og det er virkelig spændende, synes Hanne Bak, der hovedsageligt skal analysere basisinformationer omkring besætninger, såsom fodring, størrelse, belægningsgrad, sygdomsforekomst og behandlingsstrategier.