Navnet, Bobcat, forbindes ofte med en skridstyret minilæsser, men virksomheden producerer også en række andre maskiner til entreprenørbranchen. Til landbruget producerer Bobcat desuden en serie teleskoplæssere, og vi har i denne udgave af PowerGear fornøjelsen af at teste topmodellen TL470HF. Læsseren er netop kommet i en opdateret version, som opfylder emissionskravet Stage IIIB/Tier 4I. Bobcat benytter lejligheden til at skifte motorleverandør, og i fremtiden kommer der til at ligge Deutz motorer i de hvid teleskoplæssere.
Bobcat TL-serien af telsekoplæssere til landbruget omfatter tre modeller. TL360 løfter tre ton og har en maksimal løftehøjde på seks meter. Bobcat TL470 og TL470HF løfter begge 3,5 ton og har en maksimal løftehøjde på syv meter. Forskellen på de to maskiner ligger i motoreffekten og i hydrauliksystemet. Bobcat TL470 må nøjes med en motor på 100 hestekræfter og hydrauliksystemet består af en tandhjulspumpe med en kapacitet på 100 l/min. I Bobcat TL470HF ligger der en firecylindret Deutz motor på 122 hestekræfter, og load sensing hydraulikken yder ikke mindre end 190 l/min.