Af en pressemeddelelse af 17. januar 2017 fra Danish Crown fremgik følgende:
"Fuld klarhed over beskatning af andelshaverkonti og personlige ansvarlige konti - Danish Crown har fået SKAT til at tage stilling til, hvornår udtrådte andelshavere beskattes af udbetalinger fra andelshaverkonti og personlige ansvarlige konti. SKAT har fundet, at andelshaverne først beskattes i takt med udbetalingerne."
Stort set samtlige landbrugsmedier havde samme dag og de følgende dage fokus på denne pressemeddelelse.
Kan alle være tilfredse?
De fleste af os har det nok godt, når vi får medhold i tvister mod SKAT. Spørgsmålet er dog, om alle (tidligere) andelshavere har grund til at juble over pressemeddelelsens indhold - det tror jeg ikke.
Pressemeddelelsen var baseret på et bindende svar fra Skatterådet, offentliggjort i SKM 2017.33.SR. Skatterådet blev stillet i alt fem spørgsmål. Ifølge spørgsmål 3 blev Skatterådet anmodet om at bekræfte, at i forbindelse med andelshaveres udtræden af andelsselskabet skete der beskatning af andelshaverne på de tidspunkter, hvor andelsselskabets repræsentantskab traf endelig beslutning om udbetaling af andelshavertilgodehavende.
Konkrete svar
Når dette spørgsmål er relevant, hænger det sammen med, at der de senere år har været afgivet flere forudgående bindende svar, ligesom der foreligger en afvigende afgørelse fra Landsskatteretten fra 2013 (LSR 2013.12-0191934). Det er væsentligt at gøre sig klart, at bindende svar fra Skatterådet er udtryk for svar på konkret stillede spørgsmål - i SKM 2017.33.SR specifikt i relation til formuleringen af Danish Crowns vedtægter. Det bindende svar udtaler sig ikke om den skatteretlige stilling i forhold til udbetaling af andelshaverkonti i andre andelsselskaber med andre vedtægter.
I relation til Danish Crowns vedtægter forestiller vi os nu, at der på andelshaverkontoen ved landmandens udtræden var et indestående på 1 million kroner. Det betyder, at indeståendet i henhold til andelsselskabets vedtægter vil blive udbetalt over en femårig periode med 200.000 kroner pr. år, med den konsekvens at de enkelte rateudbetalinger bliver beskattet ved udgangen af udbetalingsåret. Det er ikke selve udbetalingen, der udløser skattekravet. Det er andelsselskabets repræsentantskabsbeslutning om at foretage udlodningen, der er den skatteudløsende faktor. En sådan retsstilling er selvfølgelig både tilfredsstillende og acceptabel for solvente andelshavere.
Insolvente andelshavere
Situationen er stik modsat for den insolvente andelshaver. Det vil sige blandt andre landmænd, der via insolvens-behandling har været nødsaget til at acceptere, at landbrugsbedriften enten ved frivilligt salg eller ved tvangsauktion er solgt til ny landmand. Beskatningen indtræder i forhold til disse landmænd i henhold til vedtægterne på tilsvarende måde som i forhold til den solvente andelshaver.
Insolvente andelshavere står ofte tilbage med en betydelig gæld. Der er fra samfundets side gjort en del for at hjælpe disse landmænd og andre skyldnere til at få gælden saneret. Det er sket både ved regler om gældssanering, rekonstruktion og gældseftergivelse af skattebeløb.
Gældssaneringsreglerne, der trådte i kraft 1. juli 1984, er ændret flere gange, blandt andet med virkning fra 1. oktober 2005, hvor der blev mulighed for at gennemføre gældssanering i forbindelse med konkurs med en treårig afdragsperiode i forhold til de sædvanlige fem år. Ikke mindst dette regelsæt er relevant for tidligere landmænd, men reglerne har ikke taget højde for skat af landmænds andelshavertilgodehavender i situationer, hvor andelshavertilgodehavenderne udbetales til en transporthaver - ofte et pengeinstitut. Problemstillingen er blevet større over tid som følge af de større bedrifter og dermed også større indeståender på andelshaverkonti. Populært sagt betales bruttoandelskapitalindeståendet til det transporthavende pengeinstitut, hvorimod skatten "hænger" på den fallerede andelshaver.
Gode intentioner
Den 1. april 2011 fik vi i Danmark nye regler om rekonstruktion af virksomheder. Det viste sig relativt hurtigt efter de nye reglers ikrafttræden, at det kunne være hensigtsmæssigt at afvikle landbrugsbedrifter via rekonstruktionsbehandling i form af salg af landbrugsbedriften og efterfølgende gennemførelse af tvangsakkord på gældssaneringsvilkår for den tidligere landmand.
Uanset de gode intentioner er problemet, at den insolvensretlige regulering ikke har taget højde for gældende skatteret.
Beskatningen af andelshavere er som udgangspunkt uafhængig af, om andelshaveren er solvent eller insolvent. Det betyder, at den insolvente landmand, efter at salg er gennemført og gælden er opgjort, fremadrettet vil stifte skat som følge af udbetalinger fra den tidligere landmands andelshaverkonto. Efter gældende skatteret vil der i forhold til Danish Crown-vedtægterne blive tale om fem års skattebetalinger, der med en skatteprocent på 42 procent svarer til fem års skat af 84.000 kr. eller i alt 420.000 kr. Denne skat vil ikke kunne blive saneret, hverken via gældssanering eller via rekonstruktion. Det hænger sammen med, at efter gældende insolvensretlig lovgivning kan gæld, der stiftes enten efter tidspunktet for indledning af gældssanering eller efter tidspunktet for fremsendelse af et rekonstruktionsforslag til skifteretten, ikke blive omfattet af gældssaneringsforslaget/rekonstruktionsforslaget.
Højst et år
Man kunne herefter stille det spørgsmål, om konkursbehandlingen eller rekonstruktionsbehandlingen ikke blot kunne trækkes i fem år, således at de løbende stiftede skattekrav kunne blive omfattet af en gældssaneringskendelse i forbindelse med konkurs eller en rekonstruktionskendelse. Det er ikke muligt. For rekonstruktionsbehandlings vedkommende er den maksimale rekonstruktionsperiode lige i underkanten af et år. Konkursbehandlingen kan ikke udstrækkes i en længere årrække, når konkursboets aktiver er solgt. Det betyder, at en gældssanering, der ikke medtager den fremtidigt stiftede gæld, ofte ikke vil være relevant, idet skyldnerens og dennes husstands økonomi ikke bliver saneret ved gældssaneringen, og tilsvarende gælder i forhold til rekonstruktionsbehandling.
Forskellige vedtægter
Andre andelsselskaber har andre vedtægter, der blandt andet fastslår, at i tilfælde af andelshaverens konkurs kan indeståendet på andelshaverkontoen udbetales forlods, dog ofte med en mindre dekort. Derved indtræder beskatningstidspunktet så tidligt, at skatten af andelshavertilgodehavendet kan omfattes af såvel en gældssaneringskendelse som en rekonstruktionskendelse.
Der er en række nødlidende landmænd, der ikke i en årrække kan få gælden saneret, uagtet landmanden opfylder såvel de objektive som de subjektive betingelser for at få gennemført gældssanering eller rekonstruktionsbehandling - det er den manglende koordinering af de skatte- og insolvensretlige regler, der udgør en hindring for sanering.
Løsningsmuligheder?
Der synes at være flere løsningsmuligheder. Mediefokuseringen og den kun sporadiske politiske interesse for problemstillingen har givetvis været nogle af årsagerne til, at der ikke er sket en koordinering af de insolvensretlige og skatteretlige regler. Det må antages, at samtlige beslutningstagere på området skal på banen. Det må som udgangspunkt være Justitsministeriet, Erhvervsministeriet, Skatteministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet, hvortil kommer landbrugets organisationer og andelsbevægelsen på land-brugsområdet. Der skal ikke de helt store ændringer til, før der kan kippes med flaget, således at såvel solvente som insolvente tidligere andelshavere kan føle at få en retfærdig behandling.
(Der er den 6. marts 2017 sendt en redegørelse om udfordringerne i krydsfeltet mellem rekonstruktion, konkurs, gældssanering og skat til Konkursrådet, der efter min opfattelse vil være det naturlige omdrejningspunkt for en nødvendig regeltilpasning).
