På Valtra's stand i Hal H står den nye knækstyrede Valtra NX, som har danmarkspremiere på Agromek, og den udstillede model er allerede solgt til Lars Kliver på gården Birkedal, som ligger syd for Haderslev. Her tæller besætningen 290 køer, og siden 2005 er læssearbejdet foregået med en Valtra XM 150, som er den tidligere knækstyrede model fra Valtra.

Den nu ældre Valtra runder snart 15.000 timer, og tiden for en udskiftning er kommet, og den afløses af den nye trinløse Valtra NX163 Direct.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye traktor leveres fra Kolding/Gravers Maskinforretning, og med til det endelige håndtryk på Agromek var også Ville Mansikkamáki, som er landechef for de nordiske og baltiske lande for alle AGCO brands.

Indtil videre er der allerede solgt tre Valtra NX i Danmark, og Valtra tror ikke på de store styk-antal, men satser alligevel på nogle få specialiserede enheder, hvor især frontlæssearbejdet spiller en meget stor rolle.