Siden 1. marts i 1979 har Niels Kjær været traktorfører på Erling Kjærs maskinstation i Vildbjerg. Men Niels havde førend det tidspunkt kørt en halv snes år på et par maskinstationer i det midt- og østjyske, inden han søgte tilbage til Vildbjerg, skriver Dme i en pressemeddelelse.

- Jeg husker tydeligt, at jeg startede med at nedfælde fl. ammoniak hos Erling, hvilket på det tidspunkt var en stor artikel for maskinstationerne, erindrer jubilaren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den tildelte hædersmedalje blev overrakt af Steffen Damsgaard som repræsentant for Landhusholdningsselskabet ved en højtidelighed på Vildbjerg Hotel den 8. marts. Steffen Damsgaard opridsede nogle af bevæggrundene for at hædre Niels Kjær. Herunder hans trofasthed og loyalitet overfor sin arbejdsplads samt indstilling til altid at udføre sit arbejde perfekt.

Steffen Damsgaard kom også omkring Landhusholdningsselskabets historie, idet selskabet netop i år har bestået i 250 år og har gennem årene tillagt det høj værdi at hædre trofaste medarbejdere tilknyttet jordbrugserhverv.

Ifølge Dme's pressemeddelelse var indstillingen til Landhusholdningsselskabet foretaget af brancheforeningen Danske Maskinstationer og Entreprenører, som fremhævede nogle af den erfarne maskinførers menneskelige egenskaber. De kommer til udtryk over for både kunder og kolleger, idet Niels Kjær altid beredvilligt stiller sin viden og erfaring til rådighed.

Aldrig kedeligt

Maskinstationen beskæftiger omkring 15 ansatte. Blandt kunderne er mange økologiske landmænd, som har fordel af maskinstationens store erfaring i at optimere planteproduktionen under økologiske forhold og udvikler eller forbedrer redskaber specielt med dette for øje.

- Jeg har altid syntes, at det er spændende at arbejde på en maskinstation, og jeg har endnu aldrig følt det er kedeligt. Tværtimod glæder jeg mig hver morgen til at komme på arbejde, lyder det med glæde i stemmen fra jubilaren, der nu kan pryde sig med sølvmedaljen for lang og tro tjeneste.