- Tillykke til Løkke-regeringen - der er godt på vej til at genskabe optimismen i landbruget. Sådan skriver Karen Hækkerup i dag på L&F's hjemmeside, hvor hun gør status efter 100 dage med Lars Løkke som statsminister.

- Lars Løkke har brugt sine første 100 dage som statsminister til at få eksekveret en stor del af de valgløfter, som han og Venstre gav før og under valgkampen. Det fortjener både respekt og ros, skriver Karen Hækkerup, og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder, at Landbrug & Fødevarer allerede nu kan give et ?high five? til regeringen på en række af de forslag, som Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti blev enige om før valget i den såkaldte 16-punkts plan. En plan, der på afgørende punkter vil give en helt nødvendig styrkelse af konkurrenceevnen hos både landmænd og fødevarevirksomheder.

Fem vigtige gennembrud

Karen Hækkerup fremhæver fem punkter, hvor Løkke-regeringen for alvor har gjort gennenmbrud set med "landbrugs-briller":

- Ophævelse af kravet om randzoner

- Ændring af gødskningsloven

- Igangsat en effektiv indsats mod overimplementering af EU-regler i Danmark

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et finanslovsforlag med afskaffelse af NOx-afgift og penge til at gennemføre den samlede fødevare- og landbrugspakke

- Den største udflytning af statslige job fra København nogensinde ? til gavn for væksten i vores yderområder

Lægger sig i selen

- Jeg synes at det viser, at vi har en regering, der virkelig vil lægge sig i selen for at forbedre forholdene for både landmænd og virksomheder. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har på rekordtid fremsat en stribe lovforslag og afskaffet tåbelige bestemmelser. Tiltag, der alle vil være med til at sikre vækst og arbejdspladser og som ikke mindst vil betyde, at der igen kan komme en tro på fremtiden hos landmænd og fødevarevirksomheder, skriver Karen Hækkerup.

Bred opbakning

Karen Hækkerup slutter af med, at opfordre regeringen og oppositionen til i fællesskab at få gennemført Fødevare- og Landbrugspakken, sådan at landbruget og fødevarebranchen kan få genskabt troen på, at et bredt politisk flertal i Folketinget vil arbejde for en stærk fødevareklynge.

- Rigtigt mange landmænd har det økonomisk svært lige nu. Men det ændrer ikke ved, at vi med verdens mest klimavenlige produktion og globalt efterspurgte kvalitetsprodukter kan være med til at sikre det danske velfærdsamfund både job og eksport. Ikke bare de næste 100 dage - men for fremtiden, slutter Karen Hækkerup.