Man er ikke bange for at tænke anderledes hos Vogn Maskinstation, og da man til sæson 2018 investerede i en ny selvkørende 16 kubikmeter Ploeger-gyllenedfælder, ville man gerne undgå buffertanken i marken, når der blev nedfældet gylle over større afstande, hvor Ploegeren ikke selv kan tage gyllen i kundens gylletank.

Ideen om at kunne springe over leddet med en buffertank i marken, førte da også til en noget utraditionel løsning: To 25 kubikmeter gyllevogne med hitch-krog.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Nu kan vi sætte gyllevognene præcis dér, hvor vi nedfælder gylle, og det er præcis dér, vi henter kapacitetsforøgelsen.

Kristoffer Pedersen.

To ældre Samson PG 25 gyllevogne er blevet monteret med det danske Siwi-hitch system, som giver mulighed for, at én traktor kan sørge for at holde én gyllevogn stående i marken med gylle til den selvkørende gyllenedfælder, mens den anden gyllevogn fyldes.

Siwi-hitch-systemet betyder, at chaufføren ikke behøver, at skulle ud af førerhuset for at koble gyllevogn fra. Både LS-hydraulikslanger, el- og strømstik samt selve trækket sidder i én enhed, og kobles af og på med ét hydraulikudtag.

Opbygningen er foregået i samarbejde med Gøma i Viborg.

Ikke samme størrelse

- Vi så Siwi-hitch systemet hos en maskinstationskollega, som brugte det på finsnitteren og frakørselsvognen, og derfra fik vi ideen til at koble det sammen med vores gyllevogne, fortæller Ulrik Jakobsen, medindehaver af Vogn Maskinstation i Sindal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den eneste udfordring med det nuværende setup er, at gyllevognen rummer 25 kubikmeter, mens gyllenedfælderen tager 16 kubikmeter. Hvis det skulle være helt optimalt, så burde det være 32 kubikmeter gyllevogne vi brugte til pendleropgaven, men det kan give lidt andre udfodringer rent transportmæssigt, fortæller Ulrik Jakobsen.

Han nævner dog, at når afstanden ikke bliver for stor, så er kapaciteten meget høj ved det nuværende setup, og det bekræfter chaufføren i marken:

- Det kræver indimellem en smule planlægning, men i det store hele, så giver det os en rigtig god kapacitet på maskinen, da gyllevognen er flytbar, og altid kan sættes præcis dér, hvor jeg er kommet til med gyllenedfælderen, fortæller Kristoffer Pedersen, som har været fast chauffør på gyllenedfælderen igennem foråret 2018.

- Hvis der er nogle bløde områder på marken eller nogle meget stejle bakker, hvor vi alligevel ikke skal begive os hen med en fyldt tank på gyllenedfælderen, så udnytter vi de slanter, der er i gyllevognene, og det fungere faktisk overraskende godt.

Fleksibel løsning

Løsningen med gyllevogne, som sættes af i marken giver en langt mere fleksibel løsning end en buffertank, som ofte kun står stratetisk rigtigt placeret i én time på en hel arbejdsdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu kan vi sætte gyllevognene præcis dér, hvor vi nedfælder gylle, og det er præcis dér, vi henter kapacitetsforøgelsen, fortæller Kristoffer Pedersen.

- Vi står aldrig og har for mange kubikmeter gylle i marken, hvis der er for mange kubikmeter til den ene mark, kan det flyttes til den næste, og da gyllevognen både kan læsse og aflæsse gylle, kan man også altid læsse de resterende kubikmeter gylle tilbage i gylletanken.

Hvis gyllevognen ikke kan sættes direkte på marken, hvor der nedfældes, så har man fået monteret strøm med eget batteri på vognene, så de er oplyst i tilfælde af parkering på landevejen.