Erik Rasmussen er ikke en helt almindelig sjællandsk landmand. Han har hænderne skruet rigtigt på, og det har han i den grad bevist med den ret så specielle og ekstremt skånsomme gylleudlægger-ekvipage, som han benytter på sin egen bedrift, Granhøjgaard, Bregentved Gods og hos en anden gyllekunde.

- Hos Bregentved Gods var ét af kravene til udlægning af gylle, at man på de længste marker ikke ville have markerne flækket med gylleudlæggeren, som ellers er nødvendigt, når længden overstiger slangerullens længde-kapacitet. Men ved at have en ombygget, selvkørende finsnitter til at køre imellem gylleudlæggeren og pumpeopkoblingen til marken, så kan vi udbringe gyllen på marker, der er over en kilometer lange, fortæller Erik Rasmussen, da Maskinbladet møder ham en forårsaften på Bregentved Gods' marker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Næsten alle komponenter stammer fra New Holland, og det er en stor fordel, hvis der skal stumper til maskinen, for dem kan man næsten få overalt

Erik Rasmussen.

I alt har Granhøjgaard 1300 meter slange med ad gangen på den ombyggede finsnitter samt udlæggeren.

rich-media-2
Erik Rasmussen er indehaver af Granhøjgaard og går ikke af vejen for at bygge en maskine - han har selv ombygget både gylleudlægger og finsnitter.

- På en opkobling har vi ingen problemer med at pumpe 2000 ton ud på ni til 10 timer, og faktisk kom vi helt op på 11.500 kubikmeter på 2,5 døgn i foråret hos Bregentved Gods, så det er pokkers effektivt, påpeger Erik Rasmussen og roser samtidig sit mandskab for en god indsats.

Vi besøger Erik Rasmussen og Granhøjgaards mandskab en aften i marts, da der udlægges gylle for Bregentved Gods.

- Det går rigtig godt lige nu - vi ligger på 210 til 220 ton i timen lige nu, så det bliver til noget, fortæller Erik Rasmussen, mens vi nærmer os de to ret specielle maskiner. For der kører kun disse to i hele verden. De er nemlig ombygget på eget værksted, og der er faktisk tale om ret store ombygninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Keep it simple

Selve udlæggeren har et stelnummer, som går helt tilbage til 1995 - men der er ikke meget tilbage af den originale gylleudlægger.

- Jeg stod med en gammel udlægger, som ikke var mange penge værd, og da jeg oprindelig er uddannet entreprenørmaskinmekaniker og godt kan lide at svejse og udvikle på maskiner, gik jeg i gang med at udbygge min gamle udlægger, fortæller Erik Rasmussen.

Opbygningen af maskinen er sket over flere omgange, og i dag er det endt med en 36 meter bred gylleudlægger med syv fordelere, hvor sektionskontrollen fungerer ved, at hver fordeler lukkes.

Der er blevet bygget en Claas-kabine på maskinen, og transmission, hydraulik, ledningsnettet og motoren er også blevet erstattet af noget andet og kraftigere end det orginale.

Sidstnævnte kommer fra en New Holland-traktor, ligesom akslerne også stammer fra en New Holland-traktor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-5
Udlæggeren har et vingefang på 36 meter og har sektionsafblænding med luk af de enkelte fordelere, som der er monteret syv af på maskinen.

- Næsten alle komponenter stammer fra New Holland, og det er en stor fordel, hvis der skal stumper til maskinen, for dem kan man næsten få overalt, påpeger Erik Rasmussen.

Han fortæller desuden, at han har lavet maskinen så simpel som muligt, så den er let at finde ud af - også ved nedbrud.

Det er danske Agrometer, som har leveret pumpe-styringen samt pumpevognen, der står ved gylletanken.

rich-media-6
Komponenterne i gylleudlæggeren stammer fra New Holland mejetærskere og traktorer. Ifølge Erik Rasmussen er han dermed sikret, at han altid kan få fat i reservedele, hvis der er nedbrud.

Finsnitter fra Jylland

Agrometer har også leveret styringen, som sidder på den gamle New Holland-finsnitter, der også har gennemgået store ombygninger:

- Finsnitteren hentede jeg hjem fra Jylland og monterede motor og transmission under førerkabinen, så der var plads til en stor slangetromle bag førerkabinen, fortæller Erik Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mellempumpen til gylle er også placeret foran finsnitterens kabine, og styringen snakker sammen med udlæggeren og pumpevognen.

Finsnitteren tog sin første sæson sammen med udlæggeren i 2014.

rich-media-8
Med mellempumpen på den ombyggede finsnitter er kapaciteten nemt 30 til 40 ton mere i timen.

Indtil 2014 kørte Granhøjgaard med en slange på fem tommer på udlæggeren, som gav den tilstrækkelig kapacitet, når der blev kørt på 36 meter.

- Men da finsnitteren og mellempumpen kom til setuppet, var det faktisk ikke nødvendigt med den store slange på fem tommer på udlæggeren, og jeg erstattede den med en 4,5 tommer slange i stedet, fortæller Erik Rasmussen og begrunder sit valg med to argumenter:

- For det første er en 4,5 tommer slange langt lettere at rulle på udlæggeren, og for det andet kan der være flere meter slange på rullen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Faktisk kunne der være 60 meter mere slange på udlæggeren ved at gå fra 5 til 4,5 tomme i slangestørrelse.

rich-media-10
Mark Hjort er én af chaufførerne på maskinen og fortæller om en maskine, der fungere til UG til trods for, at det hele er lavet på Granhøjgaard.

Den lange bane

Selvom der under Maskinbladets besøg i marken blev lagt 180 til 220 ton ud i timen, så understregner Erik Rasmussen, at det med en udlægger gælder om at se på gennemsnittet af udlagte kubikmeter gylle over længere tid:

- Det kan virke voldsomt at lægge 210 ton ud i timen, men hvordan ser kapaciteten ud set over fire eller måske fem døgn?

Han fortæller, at løsningen med finsnitteren kan lyde voldsom på nogle marker foruden det faktum, at udlæggeren ikke skal flække stykkerne for at kunne nå det hele.

- Men der er også en væsentligt kapacitetsfaktor i, at der kan lægges 30-40 ton mere ud i timen, når vi har mellempumpen på finsnitteren. Det bliver bestemt til mange kubikmeter over fire eller fem døgn, påpeger han.

rich-media-12
Den ombyggede finsnitter har rulle og kranarm til slangen. Kranarmen sad på gylleudlæggeren, inden finsnitteren kom til i 2014.