Gyllesæsonen står for døren og Ag-Chem-fabrikken i Holland, der producerer de selvkørende Terra-Gator gyllenedfældere, har netop lanceret to nye modeller som afløser for de nuværende 3104 og 2104-modeller.

De nye modeller hedder 2244 og 3244 og har fået flere spændende forbedringer i forhold til de efterhånden velafprøvede 2104 og 3104 Terra-Gatorer. Maskinbladet har været i Holland for at se de nye maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mest markant er det nye design, som maskinerne har fået. Challenger-brandet er nu for alvor inkorporeret i maskinerne i form af flere fælles komponenter i den nye kabine og motorrummet. Med udgangen af 2007 vil navnet Ag-Chem desuden helt forsvinde.

John Deere-motorerne i 2104 og 3104 er blevet skiftet ud med en 8,4 liters SisuDiesel-motor på 300 hestekræfter (nominel effekt) på den mindste af modellerne, mens en Cat C11 motor på 11,3 liter med turbolader leverer 364 hestekræfter på den største Terra-Gator 3244 (nominel effekt).

Belastes begge motorer til det yderste, er den maksimale ydelse henholdsvis 330 og 395 hestekræfter.

Model 3244 har desuden fået en ny Caterpillar Delta Powershift-transmission og kan nu have 18 kubikmeter med i tanken.

Gylle skal udnyttes

Med i hatten på de nye Terra-Gatorer er også muligheden for at køre stærkere over marken, selvom maskinen kører i Dog-Walk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan lade sige gøre takket være et nyt og stærkere system, der sikrer, at vinklen på trækakslen til det bagerste sæt hjul, når Gatoren kører i Dog-Walk, er gjort mindre i forhold til de hidtidige modeller.

- Ud over de små forbedringer på modellerne er der tre årsager, der har ført til udviklingen af de nye Terra-Gatorer. Først og fremmest er det kravene om mindre forurening fra motorerne (Tier III), fortæller Dorus Van Esch, der er salgsdirektør hos Ag-Chem.

- Landmændene har også ændret deres syn på gylle gennem de seneste år. De vil have mere ud af gyllen, og det stiller større krav til teknikken og maskineriet. Desuden ved vi også mere om miljøet, end vi gjorde for år tilbage, fortsætter han.

Nyt system overvåger

Det nye førerhus er luftaffjedret, og der er også kommet aktiv sæde i kabinen sammen med klimaanlæg. Konsollen i højre side stammer fra Challenger-traktorerne.

Styringen af stort set alle funktioner på maskinen udføres af et nyt styresystem, som Agco kalder for Falcon VT.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Via et touch-screen-display kan brugeren vælge, indstille og overvåge de forskellige funktioner i Falcon VT-systemet.

- Hvis der opstår en fejl et sted på maskinen, registrerer Falcon VT-styringen fejlen med det samme og viser et komplet billede af maskinen på skærmen. På billedet er der afmærket præcis, hvor fejlen er på maskinen, og hvad der er galt, fortæller Torben Galsgaard, der er sælger og agent for Terra-Gator og Challenger-produkterne i Danmark.

Samtidig er mange af de funktioner, som benyttes under kørsel og under læsning, nu integreret i joysticket i højre armlæn.

Ved at trykke på én knap sænkes liften, og pumpen starter automatisk og begynder at dosere den korrekte mængde gylle ud til fordeleren, der også er startet. Når der læsses gylle hjemme ved tanken, er det ligeledes en enkelt knap, der skal aktiveres.

Falcon VT åbner også muligheden for at montere auto-styring på Terra-Gator 2244 og 3244.