Siden 1975 har den gule hjort med den karakteristiske grønne baggrund vejret på skiltet foran maskinforreningen. Det gør det til den maskinforretning i Danmark, som har haft forhandlingen af John Deere i længst tid. Og det fortsætter forretningen med længe endnu, hvis det står til ejerne selv i hvert fald.

- Vi er stolte af, at vi har haft det samme traktormærke så længe, siger Jakob Pedersen, som i dag har ansvaret for salg af landbrugsmaskiner og sammen med Lars Henrik Hansen er medindehavere af Herborg Smede- & Maskinforretning A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2005 blev de to partnere enige om, at de gerne ville overtage forretningen efter Henry og Mary Kristensen, som indtil da havde drevet forretningen.

- Henry og Mary meldte tidligt ud, at de ville generationsskifte. Og da vi havde snakket lidt om muligheden, så blev vi enige om at drikke en kop kaffe med dem og snakke nærmere. Og det viste sig at være en god idé, siger Lars Henrik Hansen.

Som sagt, så gjort. Inden længe var der lavet en aftale om at omdanne selskabet til et ApS, hvor de to nye medejere gradvist skulle købe Henry og Marys andel. Det faldt endeligt på plads i 2009 efter nogle gode år for maskinforretningen.

- Vi vidste godt, hvor pilen pegede hen i 2009. Krisen havde ramt branchen i 2008 og derfor blev vi enige om, at nu var det nu. Så vi købte den sidste andel af Henry og Mary, og fortsatte driften, siger Jakob Pedersen.

På det tidspunkt var der ingen, der kunne vide, at der to år i fremtiden ville opstå en ny situation. I juni 2011 opsagde Nellemann, som dengang havde importen af John Deere i Danmark, alle deres forhandlere. Samtidig blev der stillet nogle nye krav til størrelse, volumen og placering, hvis man skulle fortsætte som John Deere-forhandler. Krav, som Farre Smede- og Maskinforretning havde svært ved at leve op til alene. Derfor tog de kontakt til en anden og større John Deere-forhandler ikke så langt væk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Henry Kristensen og Oluf Poulsen startede jo op mere eller mindre parallelt med hinanden i Farre og Herborg. Derfor var det oplagt at tage en snak, når nu de nye krav stod for døren, siger Lars Henrik Hansen.

Det viste sig da også hurtigt, at de to maskinforretninger havde mere tilfælles end John Deere-forhandlingen.

- Da vi satte os ned og snakkede om det, var der rigtigt mange principper og måder at gøre tingene på, som var ens hos os og hos dem i Herborg. Så på den måde, så gik det egentlig ret smertefrit, forklarer Jakob Pedersen.

Farre Smede- og Maskinforretning blev overtaget af Herborg Smede- og Maskinforretning 1. januar 2012 og siden har det været én forretning med tre udsalgssteder - nemlig Herborg, Struer og Farre.

Videre i samme spor

En af de ting, som de begge er stolte af, er, at forretningen altid har haft sorte tal på bundlinjen. Uanset hvornår man kigger i bøgerne. Og årsagen til det skal findes i at man har drevet forretningen med rettidig omhu og har en dygtig og stabil flok ansatte som brænder for mærket og deres arbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For os handler det nok mest om, at vi har været gode og heldige til at forudse udviklingen. At vi har været skarpe til at reducere antallet af små forhandlinger. Og da finanskrisen stod på, havde vi stort fokus på at få barberet vores brugtlager ned. Vi satte simpelthen priserne ned og fik solgt de brugte maskiner fra og på den måde fik vi sikret, at vi havde likviditet nok til at klare os igennem krisen, siger Lars Henrik Hansen.

Den tilgang til forretningen har været med allerede fra starten. Og det er ikke noget der er blevet ændret på siden. Det har betydet, at maskinforretningen løbende er blevet justeret til. Og der er foretaget en række valg og fravalg.

- Det er nu en gang sundt at stoppe op en gang imellem og vurdere, om den vej man har valgt er sund. Og om det giver mening at fortsætte. Det gør vi løbende, og det har vist sig at være den rigtige vej at gå for os, siger Jakob Pedersen.

Salg vigtigt

Fremtiden tegner lys for maskinforretningen i Farre. Der er dog ikke de store armbevægelser hos de to indehavere. Der er fuldt fokus på at skabe gode oplevelser for kunderne. Og drive en sund forretning.

- Vi er ikke typerne, der har en fin og forkromet plan for fremtiden. Men vi arbejder hårdt for at sikre, at vores kunder kan holde deres maskiner kørende. Og at de får de tilbud, de har brug for i forhold til maskiner, siger Lars Henrik Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Herborg står værkstedet ikke alene i forhold til at skabe omsætning. Der skal sælges maskiner før forretningen giver mening.

- Det kan ikke stå alene. Hvis ikke vi som virksomhed kan skabe noget omsætning ved nysalg, så løber vi jo også tør for emner at servicere på et eller andet tidspunkt. Samtidig er det vigtigt, at det ikke bare er værkstedet der står for at skabe omsætning. Så er det ikke en sund forretning i hvert fald, siger Jakob Pedersen.

Balancen i virksomheden er vigtig for forretningen. Og derfor vil ejerne fremover skabe balance, så der både triller nye traktorer ud til landmændene - og er plads til at servicere dem, når der er brug for det.