FILSKOV: Jenz har lanceret en ny grøn tysker, der kan hugge en grovere flis end tidligere. Den nye maskine har fået det mundrette navn Jenz HEM 821 Cobra Hybrid.

Peter Ry Schmidt fra ReTec viste den nye flishugger frem til en demonstration i Filskov ved Grindsted. Præsentationen er særligt relevant, fordi den nye maskine kommer med en ny rotor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en flishugger, der tager stammer op til 80 centimeter i diameter. Den har en bredde på 120 centimeter, så den er også god til hele træer. Rotoren er mere åben end de tidligere rotorer fra Jenz, så der er god plads til, at flisen kan komme væk. Det er også med til at lave en mere ensartet flis, siger Peter Ry Schmidt.

I de timer, Grøn Tekniks udsendte så på flishuggerens arbejde, var det kun en enkelt gang, at den var ved at kløjes i en stamme.

En tyk fyrtræsstamme voldede indledningsvist nogle problemer, men også den måtte bukke under for HEM 821'erens 625 hestekræfter.

Kraftfuldt samlesæt

Det er et kraftfuldt samlesæt, Jenz har sendt på gaden. Som "Hybrid" i den nye flishuggers navn indikerer, er maskinen en hybrid-model. Lastbilens motor kommer fra Man, og de cirka 500 hestekræfter driver lastbil, blæserhuset og kranen.

Rotoren derimod har en dedikeret motor med 625 hestekræfter, så huggeren bliver dermed ikke belastet af kranen og blæserhusets arbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selv om motoren allerede er stærk nok til at tygge sig igennem en genstridig fyr, så vil de kommende modeller, som bliver leverbare om et halvt år, komme med nogle ekstra muskler. Istedet for de 625 hestekræfter fra Mercedesmotoren, får den nye 780 at lege med fra en CAT-motor.

Kiler og sold

På rotoren sidder der en samling kiler, som deler træet. Kilerne er slivbare og udskiftelige, ligesom soldet, der fungerer som si for flisen, også kan skiftes ud.

- På rotorkroppen sidder nogle kiler, der er udskiftelige med tre bolte. Der sidder seks styk af dem, og dem kan man få i forskellige størrelser. Det er også med til at justere flisen, at man kan sætte andre kiler i med et mindre knivudlæg, siger Peter Ry Schmidt.

Udskiftning af kiler og sold tager ikke lang tid, men det er ikke det eneste, Jenz har gjort for at lette arbejdsprocessen og sikre mere effektiv arbejdstid og mindre forberedelse.

På Jenz HEM 821 finder man et førerhus fra Claas. Det vil sige at førerhuset kan rotere. Fra kabinen kan føreren tilmed gøre maskinen klar til enten at arbejde eller køre. Det vil sige, at han ikke skal forlade sin plads for at begynde at hugge flis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Problematisk indregistrering

Den maskine, ReTec viste frem til demonstrationen, er indregistreret i Tyskland. På grund af maskinens vægt vil en lignende model ikke kunne registreres i Danmark. Vægtgrænsen for en lastbil på 4 aksler er nemlig 36 ton i Danmark, og det er Jenz HEM et stykke over.

Dog ser det lyst ud i horisonten, for Jenz har øje for problemet og i løbet af de næste seks måneder, vil de lancere en ny model, som overholder de danske vægtmål.

Den nye rotor er dog allerede tilgengængelig som eksempelvis anhænger til en lastbil, så selve rotor-nyheden er tilgængelig på det danske marked.