Dansk grøntsagsdyrkning på friland bliver ramt af det nye fosforloft, der begrænser mængden af fosfor, der må udbringes på dyrkede arealer. 30 kg fosfor pr. hektar pr. år er loftet for handelsgødning der må udbringes i grøntsagsproduktion på åbne arealer. Men der skal tilføres mere end dobbelt så meget, for at dyrke flere hold afgrøder i hver sæson, lyder meldingen fra Søren Flink Madsen, der er næstformand i interesseorganisationen Dansk Gartneri.

- Det er en ganske alvorlig begrænsning. I sagens natur er der behov for 80 kg fosfor pr. hektar, når hver hold afgrøder skal bruge 20 kg, og jeg producerer fire til fem hold grøntsager pr. sæson, Søren Flink Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udover at være næstformand i Dansk Gartneri, er han direktør i Yding Grønt A/S, der er en af landets store salatproducenter.

Ifølge ham er der i flere tilfælde brug for 20 kg fosfor pr. hold afgrøder der produceres, og med mellem fire og fem hold afgrøder pr. sæson ender det med, at grøntsager langt fra kan få den mængde fosfor, de har brug for.

- Vi ender med kun at kunne producere halvt så meget, som vi er vant til, siger Søren Flink Madsen.

Flerholdsafgrøder

Det er specielt i starten af vækstsæsonen, der stilles store krav til mængden af fosfor i jorden, forklarer Anne Fabricius, der er seniorkonsulent hos Dansk Gartneri.

- Mange afgrøderne har et højt fosforbehov, fordi de har et lille rodsystem og hurtig vækst. Så den mængde fosfor grøntsagerne optager er meget lidt, i forhold til den mængde de bliver tildelt. Med det lille rodsystem kan grøntsagerne ikke bevæge sig hen til fosforen. Derfor er der brug for en del fosfor for at få startet væksten op, siger Anne Fabricius.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når det gælder flerholdsafgrøder som salater, vurderer Anne Fabricius, at der kan være tale om helt op til en halvering af udbyttet, men der er ikke lavet nogle beregninger eller undersøgelser, der viser, hvor stor en effekt fosforloftet reelt vil have.

Politisk blindhed

Fra Dansk Gartneris side undrer man sig over, at der i lovgivningen tilsyneladende ikke er taget hensyn til de vilkår, gartnerierne arbejder under.

- Politikere skal overveje kraftigt, om det er det her, de vil. Loven har slet ikke tænkt denne produktion ind, men retter sig udelukkende til landbruget, siger Søren Flink Madsen.

Anne Fabricius er af den overbevisning, at der mangler mere viden om, hvordan fosfor opfører sig, før man laver et så omfattende fosforloft.

- Det er vores påstand, at grundlaget for fosforloftet ikke er godt nok undersøgt. Vi ved ikke nok om fosforbehovet i frilandsgrøntsager, og det bør man få set på, inden man laver sådan en regulering, siger Anne Fabricius.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er, ifølge Anne Fabricius mere viden om fosfor i landbruget, end der er for gartnerier. Hun mener, det skyldes, at kun et meget lille område af det samlede danske landbrugsareal bruges til dyrkning af frilandsgrøntsager.

- Der er ikke lavet ret mange fosforforsøg i Danmark på grøntsager, mens der er mere viden om virkningen på korn. Det er fordi, det er et forholdsvis lille areal, der dyrkes grøntsager på, og der derfor ikke er prioriteret penge til forskning inden for det område, siger Anne Fabricius.