Julestemningen er ved at indfinde sig, og det var med stor spænding, at eleverne på Kalø Økologisk Landbrugsskole modtog to nye John Deere traktorer model 5100M.

- Kalø Økologisk Landbrugsskole har oplevet en markant tilgang af elever, og derfor har det været oplagt at investere i nye traktorer, siger plante- og maskinlærer René Djernis, som konstaterer, at fremtiden på Djursland bliver endnu mere grøn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Allerede onsdag og torsdag i næste uge skal traktorerne vise deres værd. De skal nemlig bruges til den praktiske prøve for grundforløbseleverne, fortæller René Djernis.

To nu og fire senere

Traktorerne er de første af seks nye, der skal erstatte en noget slidt maskinpark. De to 5100M bliver efterfulgt af yderligere to af samme model, og til marts ankommer to John Deere 6115R.

Alle traktorerne skal fremover bruges i forbindelse med uddannelsen af fremtidens økologiske landmænd. Dels skal eleverne erhverve traktorkørekort, og de skal kunne anvende traktorerne til alt praktisk arbejde.

50 hektar

Der hører cirka 50 hektar til skolen, og det er i høj grad eleverne, der står for markarbejdet. Her vil de nye traktorer også blive sat i arbejde.

Det er Midtjysk Maskincenter A/S i Trige, der har leveret traktorerne til landbrugsskolen.