Hvert år slagtes cirka 1,4 milliarder grise på verdensplan, og mere end halvdelen af dem produceres og slagtes i Østasien og Kina. Herefter følger EU, Nordamerika og Brasilien.
Skiftet fra traditionel svineproduktion til intensiv stordrift har skabt en markant ændring i dyrenes velfærd og sundhed.
Mere end 50 procent af verdens svinekød stammer fra intensive landbrugssystemer, hvor dyrene ikke har adgang til det fri. Som fødevare nummer ét på verdensplan spiller griseproduktion derfor en afgørende rolle som proteinleverandør og er dermed af signifikant betydning for et lands bruttonationalprodukt.
Den altædende gris
Som omnivor, det vil sige altspisende, er grisen nem at fodre på. Og dog. I naturen består grisens kost pr. definition jo af en meget bred vifte af næringsstoffer fra såvel plante- som dyrerige.
Grise i landbruget har ikke adgang til denne brede vifte af næringsstoffer, da et typisk svinefoder primært baseres på diverse kornfodermidler som byg, hvede, soja og kombinationer af disse samt naturligvis vitaminer og mineraler.
I nyere tid har man fået øjnene op for, at denne ensidige ernæring måske kan danne baggrund for de mange problemer, landmænd har med grisenes generelle sundhed, adfærd og ligeledes modstandsdygtighed overfor infektioner med videre.
I mange generationer har man haft for vane at fodre grisene med for hånden værende landbrugsafgrøder. Denne tradition fungerede bedre da dyrene samtidig havde adgang til det fri og kunne supplere kosten med ukrudt som kvikgræsrødder, mælkebøtter, nedfaldne frugter og nødder, snegle, larver og biller.
Industrialiseringen flyttede grisene permanent ind i staldene og berøvede dermed dyrene mulighed for at forsyne sig med alt det, de havde behov for.
Læs mere i det nyeste nummer af Hyologisk, der udkommer fredag den 1. juni.
Har du abonnement på bladet, kan artiklen desuden læses på www.hyologisk.dk.
Ikke-abonnenter kan også læse artiklen på hjemmesiden ved at købe adgang til artiklen.
Der kan bestilles abonnement på www.hyologisk.dk eller 7620 7970.
