Der var fyldt godt op med mennesker, maskiner og fødselsdagspynt af forskellig slags på Grimme Skandinaviens parcel i Rødkærsbro, da man fejrede 100-års fødselsdag. Som prikken over i'et var der også lagt en rød løber ud. Den førte de mange gæster ind i et stort telt, hvor der blev serveret mad - herunder en fødselsdagskage, men naturligvis også kartofler, som har været den centrale livsnerve der har givet liv til den midtjyske virksomhed siden 1919.

Begyndte som Hyllebergs Maskinfabrik

Udenfor teltet var der i dagens anledning også stillet en stor udstilling frem med kartoffelmaskiner af enhver art og alder som et vidne til et spændende stykke dansk-tysk industrihistorie, der begynder med fabrikanten Chresten Hylleberg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 1919 etablerede han Hylleberg Maskinfabrik i Rødkærsbro sammen med sin bror. Frem til mellemkrigstiden blev virksomheden kendt for sine kartoffeloptagere. Inden længe begyndte han at sælge maskinerne til kartoffelavlere både i ind- og udland.

Op gennem århundredet meldte en ny konkurrent sig på banen ved navn Grimme - en hurtigt voksende tysk producent af innovative kartoffeloptagere, som allerede var ved at få godt fat i det danske marked.

Gav ikke op

Den ene søn af Chresten Hylleberg, Poul Hylleberg, der på dette tidspunkt var begyndt at arbejde på Hyllebergs Maskinfabrik, måtte gribe til handling sammen med den daværende direktør. En handling, som skulle ende med at åbne helt nye muligheder for virksomheden, og som Franz Grimme til fødselsdagsfejringen bragte op i sin tale.

Poul Hylleberg og direktøren valgte nemlig at kontakte Grimme på telex for at høre, om de kunne få lov at sælge de tyske maskiner i Danmark. Svaret blev nej, fordi Grimme allerede havde en forhandler i Danmark. Den telex har Franz Grimme stadig liggende, fortalte han i talen.

Det fik imidlertid ikke Poul Hylleberg og direktøren i Rødkærsbro til at give op. Trods afvisningen tog de turen ned til Grimme i Tyskland og bankede på døren, og det endte med at skabe grobunden for et langt samarbejde, der rækker frem til i dag, 50 år senere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledet i tre generationer

Efter samarbejdet med Grimme i Tyskland blev etableret, fortsatte Hylleberg som handelsvirksomhed. Poul Hyllebergs bror, Aksel Hylleberg, kom nu ind i virksomheden og overtog senere direktørposten.

Virksomheden blev således drevet af anden generation gennem mange årtier frem til 2008, hvor sønnerne af Heine- og Michael Hylleberg tog over med sammen med partneren Per Rasmussen, og man ændrede navn fra Hylleberg til Grimme Skandinavien.

Ambitionen blev som navnet antyder at udvide til Skandinavien, hvilket virksomheden de sidste 10 år er kommet godt i mål med ifølge Michael Hylleberg, som i sin tale også lagde stor vægt på Grimme Skandinaviens meget tætte kontakt til kunderne, som er noget, der er forblevet uændret i 100 år.

Forud for sin tid

Det tætte samarbejde og de fælles værdier som familievirksomheder var også noget, som blev italesat i talerne af både den skandinaviske og tyske direktør til fødselsdagsfejringen. Selvom Grimme Skandinavien i dag er en mindre virksomhed end den tyske, understregede Franz Grimme også i sin tale, at man har haft stor glæde af den løbende sparring, der har været på tværs af grænserne.

I opfindelsen af ny, banebrydende teknologi spillede den daværende Hyllebergs Maskinfabrik ifølge den tyske direktør også en vigtig rolle. Eksempelvis var Chresten Hylleberg den første til at producere stenstrenglæggere. En produktion som med den tyske fabriks ressourcer senere blev videreført og udviklet under navnet Grimme og senest udvidet med AirSep teknologien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Symbolsk gave

Som et symbol på det stærke samarbejde og ambitionerne om at løfte det til nye niveauer i fremtiden afsluttede Franz Grimme sin tale til fejringen med at overrække en gave til Grimme Skandinavien - en amerikansk rødeg.

- Rødegen har farven rød, ligesom farven hos Grimme Skandinavien og firmaet Grimme. Træet trives på let jord - præcis som kartoflen, sagde Franz Grimme og fortsatte:

- Rødegen vokser hurtigt ligesom Grimme Skandinavien, og det er jeg sikker på vil fortsætte. Frem for alt bliver den også rigtig høj, op til 35 meter. Det tænker jeg er et symbol for fremtiden, afsluttede Franz Grimme, før festlighederne fortsatte på Chr. Hyllebergs Vej i Rødkærsbro.