Forud for de store økonomiårsmøder i LMO, SAGRO, LandboSyd og LandboNord er rådgivningsvirksomhederne gået sammen om at analysere mere end 400 regnskaber for 2017. Det skriver rådgivningsvirksomhederne i en fælles pressemeddelelse.

På hver driftsgren er der bedrifter, som skiller sig positivt ud. Hos planteavlerne høster de bedste ti tønder mere end gennemsnittet pr. hektar, so-holderne får fem grise mere pr. årsso og de bedste mælkeproducenter får 500 kg EKM mere end gennemsnittet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Generelt kan vi se en stor spredning i resultaterne, men hos dem der klarer sig bedst, kan vi se, at de har rykket sig i forhold til året før. Et eksempel er hos de bedste af so-holderne hvor effektiviteten i gennemsnit steget med hele 1,6 gris pr. årsso, siger chef LMO Business, Carsten Kragh Paulsen.

Mælkeproducenter har potentiale til mere

Både mælke- og svineproducenter har nydt godt af bedre priser for deres produkter i 2017, men der er forskel på, hvor godt det er lykkedes at optimere i produktionen.

- Stigningen i mælkeprisen kan aflæses direkte i mælkeproducenternes resultater. Ser vi bort fra forbedringen i mælkeprisen, så har mælkeproducenterne desværre ikke rykket sig. Kapacitetsomkostningerne er steget med seks procent i forhold til 2016, siger afdelingsleder Økonomi & Strategi i SAGRO, Carsten Ladegaard Jakobsen.

De bedste rykker sig mest

Analysen af regnskaberne viser også, at so-holderne klart er dem, som er kommet ud med det bedste resultat. Med en gennemsnitlig produktion på 28.000 smågrise, har de producenter som havde en aftale om at afsætte deres grise til puljepriser, tjent to millioner kroner mere, end dem som afsatte deres til beregnet notering.

- Management har spillet en stor rolle. Vi kan se, at de der har den laveste fremstillingspris også har evnet at gøre det godt på alle poster som foder, kapacitetsomkostninger og øvrige. Der er tilsyneladende en del at lære af de bedste, som rykker sig mest i øjeblikket, siger siger adm. direktør i LandboSyd, Anders Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbrugspakken slog igennem

Hos planteavlerne viser regnskaberne, at bruttoudbyttet også er steget. Dyrkningsmæssigt viste 2017 sig ikke at være et svært år.

- Vi kan se, at Landbrugspakken for alvor slog igennem i 2017. På trods af en besværlig høst, så gik klima og gødskning op i en højere enhed, hvor vi så et højt udbytte på tværs af afgrøderne. Hos de bedste planteavlere vidner resultaterne om, at et godt håndværk blev belønnet, siger chefkonsulent Strategi|Virksomhedsøkonomi i LandboNord, Anne-Mette Søndergaard.