Mange kører med autostyring og redskabsstyring fra Trimble, og Geoteam A/S er nu blevet certificeret til at vedligeholde og reparere elektronikken i de tilhørende skærme, bokse og antenner.

Det er ifølge Geoteam resultatet af lang tids satsning fra virksomheden, der ønsker at betjene sine kunder hurtigst og bedst muligt, og det forudsætter, ifølge Geoteam, at virksomheden selv kan håndtere udstyret i stedet for at sende det til udlandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedre løsninger

Direktør Henrik Lennartz-Johansen mener, at det dybere kendskab til produkterne, som følger med certificereingen, ikke bare forbedrer servicen. I længden er sådanne certificeringer en nødvendighed for alle virksomhederne i branchen:

- Autostyring og redskabsstyring er et avanceret område, og ind til i dag har vi og vore kolleger i andre virksomheder løst opgaverne i tæt samarbejde med vores respektive leverandører. Men udstyret bliver stadig mere avanceret, og derfor kræver det en stadig dybere indsigt i, hvordan skærme, redskaber og programmer arbejder sammen. Ellers kan virksomheden kun tilbyde landmændene de enkleste former for styring. Men det dansk landbrug kan ikke nøjes med det. I det lys er det klart, at vi opgraderer vores medarbejdere.

Viden er godt

Satsningen på viden har da også ifølge Henrik Lennartz-Johansen givet flere spændende løsninger.

- Geoteam har netop afsluttet arbejdet med en sprøjte med 48 sektioner, hvilket er godt tre gange flere end den næststørste på markedet. Desuden leverer vi nu en effektiv sektionskontrol til ældre såmaskiner, fortæller han.

For at hjælpe kunderne i gang med sådanne avancerede redskaber har Geoteam netop lanceret hjemmesiden tildelingskort.dk, hvor enhver hurtigt og let kan hente tildelingskort til sine egne marker.