Et generationsskifte skal forberedes af mange grunde. Dels skattetekniske, dels praktiske.

Men ifølge Morten og Mette Frantsen er der også en række andre forhold, som spiller ind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt at afklare, hvem der tager beslutninger, og det er vigtigt med respekt for den foregående generation, som har gjort det rigtig godt i mange år, men samtidig at se på virksomheden med egne, moderne øjne, siger de.

- Vi gør mange ting på en anden måde, men med respekt for vores far, faster, onkel og bedstefar. Det er en ære at få lov til at overtage deres livsværk, hvor de har lagt mange timers hårdt arbejde. Det skal man ikke tage for givet, siger de.

Har givet plads

I hele forløbet har søskendeparret nydt godt af deres fars tilstedeværelse på sidelinjen.

Han har været med i de store beslutninger uden at blande sig i den praktiske udførelse.

- Han er heldigvis ikke gammel og forstokket, og han har givet os plads. For eksempel siger han tit: "Synes I det? - Ja, men så gør vi det." Vi hører ham eksempelvis aldrig sige, at det har vi prøvet før, fortæller Morten Frantsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De suppleres af strategisk rådgiver og partner i konsulentvirksomheden Vinderstrategi A/S, Mikael Vest, der har været ekstern ankermand på strategiprocessen efter generationsskiftet:

- Det her er vellykket. Der har aldrig været benspænd over for den nye generation, siger han.

Ikke kopier

Begge søskende understreger, at de ikke har ønsket at kopiere deres far, som de i arbejdssammenhæng altid omtaler som Frants.

- Når jeg går rundt om morgenen og siger godmorgen, går jeg en anden vej, end Frants gjorde, fortæller Morten Frantsen. Han nævner det som et eksempel på en lille ting, der meget enkelt understreger, at han ikke er en kopi af sin far.

Begge de unge ejere er bevidste om, at de ikke er alene om at skabe virksomheden, men også er afhængige af - og begunstiget af - gode medarbejdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Flere har haft 25 års jubilæum og kender vores værdier og ved, at kunderne kommer først. Vi går langt for kunderne, og det får vi ros for, fortæller Mette og Morten Frantsen.

Hjælp til jul

De fortæller, at der er flere eksempler på, at Søby har hjulpet forhandlere både ved juletid, eller selvom der har ligget en bøf på grillen.

- Vi finder den del, kunden mangler, og vi tager kun den almindelige pris for at rykke ud, fortæller de. De understreger, at den slags henvendelser faktisk er sjældne, men når en kunde har behov for hjælp, hjælper Søby altid gerne - tidligt som sent.

Navnet synligt

Et resultat af strategiprocessen har blandt meget andet været, at Søby-navnet nu sættes på alle produkter. Det var ikke tilfældet tidligere.

- Vi ser blandt andet, at det medvirker til, at stoltheden over vores produkter forplanter sig blandt de ansatte, fortæller Mette og Morten Frantsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og det er også vigtigt, fordi vi ønsker, at vores produkter efterspørges af slutbrugerne. Derfor udstiller vi også på Agromek, hvor vi primært understøtter forhandlerne, fortæller de.

Det er også her, de kan være i kontakt med slutbrugerne og vise nye produkter som eksempelvis den første europæiskproducerede Grain Pump Loop SG100, der kan bruges til både at fylde og tømme siloer og planlagere i en og samme maskine.

Føling med markedet

Søby arrangerer møder for forhandlernes montør og opnår derigennem at høre, hvad der er godt eller eventuelt skidt ved produkterne.

Det giver værdifulde input, når montører spørger ind til, hvorfor noget er udformet, som det er og eventuelt kommer med forslag til, hvordan en detalje kan forbedres.

- Det giver en god føling med markedet, siger Morten Frantsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sæsonpræget

Søby får færre ordrer ind i vinterhalvåret, men har valgt at holde produktionen kørende stabilt hen over året og dermed producere til lager i vinterhalvåret.

Det er likviditetskrævende, når der anvendes ni ton stål om dagen og betales løn til 40 medarbejdere.

- Til gengæld har vi mulighed for en bedre udnyttelse af vores produktionsanlæg og at fastholde vores gode medarbejdere hele året. Og selvom det en del af året giver en forholdsvis stor lagerbeholdning af færdigvarer og delkomponenter, er det en force, fordi det giver os en betydelig fleksibilitet, fremhæver ejerne.

De understreger dog, at det kun kan lade sig gøre, fordi produkterne ikke er modevarer.

- En topsællert i år kan også sælges næste år. Derfor tør vi producere til lager, siger Morten Frantsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Teknologi

Søby er i dag en højteknologisk produktionsvirksomhed. Det er en udvikling, som begyndte i 1993, da virksomheden installerede en CNC-standser.

- Det blev et vendepunkt, fordi teknologien er lig fleksibilitet, siger Morten Frantsen.

Det er derfor også naturligt, at robotter er blevet en del af den moderne hverdag i produktionsanlægget, og Morten Frantsen fremhæver, at det især i højsæsonen er noget, Søby har stor glæde af.

Dette er anden del af historien om Søby. Du kan læse første del af historien ved at trykke her.