Rådgivningsvirksomheden Gefion, eller VKST, som de nu hedder, var ikke rådgiver for Flemming Christensen. Det fastslår direktør for Gefion, Gert Klitgaard i en skriftlig kommentar til Maskinbladet.

Maskinbladet har bedt VKST om en kommentar til sagen, og VKSTs direktør har svaret på kritikken, mens Hans-Jacob Kjøller ikke har ønsket at medvirke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I det skriftlige svar understreger direktøren, at sagens afgørelse ved retten klart har frikendt Gefion for at have nogen form for rådgiveransvar i sagen om køb af besætning og senere gård.

- Retten i Næstved bekræftede, at Gefion ikke har handlet på en sådan måde, at Flemming Christensen kunne få den opfattelse, at Gefion også rådgav ham i forbindelse med købet. Der var altså tale om en frifindelse i forhold til den anklage, som Flemming Christensen fremsatte, skriver Gert Klitgaard, direktør i VKST til Maskinbladet.

Fra rådgivningsselskabets side, er de ikke overraskede over, at Flemming Christensen udlægger historien som han gør.

- Flemming Christensens udsagn er ikke ukendte for Gefion, da Flemming Christensen har givet udtryk for samme holdning i forbindelse med den retssag, som han rejste mod Gefion. I den forbindelse fik Gefion rettens ord for, at der ikke er hold i påstandene, skriver Gert Klitgaard, og understreger, at den fremstilling, Flemming Christensen giver af forløbet ikke er korrekt set med rådgivningsvirksomhedens øjne.

- Gefion fremstilles i artiklen som rådgiver for Flemming Christensen i forbindelse med købet af besætningen og efterfølgende ejendommen. Det er ikke korrekt. Gefion har ikke været rådgiver for Flemming Christensen i forbindelse med købet af besætningen eller ejendommen. Gefion var alene rådgiver for sælger, mens Flemming Christensen i forbindelse med købet af besætning og ejendommen, var repræsenteret ved egen advokat, skriver Gert Klitgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Direktøren understreger samtidig, at VKST er en professionel virksomhed, som tager deres ansvar overfor de kunder, de rådgiver, yderst seriøst.

- Som professionelle rådgivere af både købere og sælgere af ejendomme, er vi vores ansvar bevidst, og tager alle de nødvendige forholdsregler for at sikre vores kunders interesser, skriver Gert Klitgaard.